|
|
|
|
|
|
|
En chili i den politiske gryderet
Jeg er optaget af at skabe rammerne for det mangfoldige samfund hvor fiskerkonen fra Thyborøn føler sig ligeså meget hjemme som nydanskeren på Nørrebro. Et samfund som de begge føler sig som aktive og engagerede borgere i. Et samfund som tilgodeser deres forskellige behov uden at slække på fællesskabsfølelsen. Mange gange er de mekanismer, der udstøder de nydanske unge fra fællesskabet de samme som fremmedgør den gamle fiskerkone. Og begge tiltrækkes af de yderligtgående løsninger som Dansk Folkeparti og nogle religiøse organisationer står for.
Jeg føler mig lidt som den røde chili. Selv om det er noget fra de varme lande, har mange danskere taget den til sig. På den ene side skiller jeg mig ud som noget anderledes i det danske landskab, på den anden side er jeg et nyt aktivt rødt medlem af vores danske folketing.
Jeg er jo læge, og havde oprindelig ingen drømme om en politisk karriere, men et sted på vejen gik det op for mig, at vi alle har et ansvar udover vores egen næsetip. En af de afgørende hændelser, der gjorde det klart for mig, at jeg blev nødt til at engagere mig i politik, var, da jeg til en ansættelsessamtale tre år inde i medicinstudiet blev spurgt, om jeg spiste meget hvidløg, og om jeg kunne stave på dansk.
Hvordan kunne mennesker i dyb alvor spørge om mine spisevaner og betvivle min evner til at beherske det sprog, som jeg har talt det meste af mit liv? Dér blev jeg klar over, at forholdene for min generation af nydanskere ikke bliver forandret, med mindre vi deltager i alle dele af samfundet. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi bliver synlige andre steder end som pizzabagere og taxichauffører. Og et af de steder hvor der i den grad har været behov for etnisk ligestilling har været i det politiske system. Den politiske gryderet trænger til lidt chili.
Politik for mig er nært og meget vedkommende. Jeg ønsker ikke at være en professionel politiker, der fastholder en nøgtern objektiv politisk distance til politik uden at blive følelsesmæssigt engageret. Jeg er politiker og engageret i vores samfund - ikke kun nydansker. Mange har opfordret mig til at tydeliggøre det ved ikke at blive etnisk ligestillingsordfører i SF, men jeg har alligevel valgt at tage det ansvar, for det er område jeg forstår og er engageret i. Jeg er også sundhedsordfører, selvom jeg er læge. Jeg er ligestillingsordfører selvom jeg er en mand.
Jeg er optaget af at skabe rammerne for det mangfoldige samfund hvor fiskerkonen fra Thyborøn føler sig ligeså meget hjemme som nydanskeren på Nørrebro. Et samfund som de begge føler sig som aktive og engagerede borgere i. Et samfund som tilgodeser deres forskellige behov uden at slække på fællesskabsfølelsen. Mange gange er de mekanismer, der udstøder de nydanske unge fra fællesskabet de samme som fremmedgør den gamle fiskerkone. Og begge tiltrækkes af de yderligtgående løsninger som Dansk Folkeparti og nogle religiøse organisationer står for.
Nogle vil måske mene at min vision om et multikulturelt Danmark med plads til alle er provokerende. Men jeg vil ikke fjerne alle holdningerne for at gøre gryderetten spiselig for alle. Chilien skal kradse og minde folk om, at de rent faktisk har smagsløg. Det er kun med de modige bud at vi kan sætte nye dagsordner for fremtidens Danmark.
Debatindlæg til POlitiken,Januar 2002
Andre artikler fra Kamal om ligestilling/etniskligestilling:
» Kamals vision om frihed til forskellighed
» Ligeværdige medborgere i et mangfoldigt Danmark
» Kronik bragt i Politiken 28. august: Se forskelle som muligheder
» En chili i den politiske gryderet
» Frihedens århundrede
» Inddragelsespapir til SF's hovedbestyrelse
» Fortællinger fra fremtidens Danmark
» Bertel Haarder er inkonsekvent
» Kulturkamp nu!
» Demokrati og ligestilling frem for rødgrød med fløde
» Danmark ramt af "kogalskab"
» Hjerneflugten
» Etnisk Ligestillingsråd et nødvendigt redskab
» Universitetets ansvar for etnisk ligestilling
» Boligforeninger med rummelighed - ikke intolerance
|
|
|
|
