|
|
|
|
|
|
|
Frihedens århundrede SFs udspil til regeringens udlæningepolitik, januar 2002
Modtagelsespolitik
Individuelle handlingsplaner Alle flygtninge og indvandrere skal indenfor de første 14 dage efter ankomst til Danmark have udarbejdet en individuel handlingsplan, hvor de får et grundigt fysiske og psykisk helbredstjek og får vurderet deres uddannelsesniveau og arbejdserfaring. Samtidig skal sagsbehandlingstiderne i asyl-, visum- og opholdssager forkortes.
Hurtig hjælp til traumatiserede flygtninge Handlingsplanen skal gøre det muligt at hjælpe flygtninge, der har været udsat for tortur eller på andre måder er traumatiserede med det samme.
Flygtninge og indvandrere i arbejde med det samme Flygtninge skal hurtigere ud på arbejdsmarkedet eller ind i et relevant efteruddannelsesforløb. Samtidig skal de modtage intensiv danskundervisning. Allerede i asylfasen skal flygtninge have midlertidig arbejdstilladelse, så de kan holde sig i gang og bidrage til det danske samfund i stedet for passivt at vente.
Kvinder uden tre (syv) års returret Familiesammenførte ægtefæller skal have ret til økonomisk bidrag fra deres danske ægtefælle, hvis ægteskabet opløses inden 3 år. Det gælder uanset om den danske ægtefælle har en anden etnisk baggrund end dansk eller ej. Det vil få både Hassan og Hans til at tænke sig om en ekstra gang, hvis de skal hænge på en månedlige udgift til deres "returnerede" udenlandske ægtefælle. Det vil bremse proforma-ægteskaber og være en hjælp til de mange voldsramte udenlandske kvinder. I dag har mændene reelt fået sig en "kvinde med 3 års returret - uden omkostninger", fordi familiesammenførte kvinder sendes ud af landet uden rettigheder, hvis de bliver skilt fra deres mænd indenfor de første tre år af deres ophold. Det vil desuden være med til at forhindre tvangsægteskaber, fordi et opløst ægteskab kan blive en dyr fornøjelse for den nydanske familie. Forældre, der presser deres børn ind i et ægteskab mod børnenes vilje skal kunne straffes.
Green-card til nydanske borgere Vi vil sikre herboende nydanskere mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked, før der lukkes op for udlændinge med green-card. Vi skal have gjort op med de mange røde kort som udstedes til de mange nydanskere før vi udsteder Green-card til udenlandsk arbejdskraft.
Etnisk ligestillingspolitik
Flere børn i daginstitutioner Det opsøgende arbejde for at få børn fra etniske minoriteter i daginstitution skal styrkes. Der skal gives flere tilbud til alle børn i form af flere halvtidspladser, legestuer og lignende.
Papir på de tosprogedes kompetencer Modersmålsundervisningen i folkeskolen skal styrkes. Det skal være muligt at tage modersmål som valgfag med eksamen. Så arbejdsgivere med f.eks. forretninger i Tyrkiet kan ansætte Hassan med de gode tyrkiske sprogkundskaber.
Obligatorisk religionsundervisning Der bør indføres obligatorisk religionsundervisning i folkeskolen til erstatning for kristendomsundervisningen. Det giver alle elever en bredere forståelse for deres egen og andres religion. En folkeskole med plads til religiøs og kulturel forskellighed vil fjerne grundlaget for mange af de religiøse privatskoler.
Diskriminationsombudsmand Der er brug for en diskriminationsombudsmand med beføjelser til aktivt at bekæmpe etnisk diskrimination - efter den svenske model. Det vil samtidigt aflaste politiet som i dag skal behandle de konkrete sager.
Offentlig etnisk ligestillingspolitik En målrettet etnisk ligestillingspolitik for det danske arbejdsmarked er en nødvendighed, for at undgå at skabe nye sociale skel. Alle offentlige institutioner skal gå foran med at udarbejde en politik for etnisk ligestilling.
Hjælp til private virksomheders etniske ligestilling Arbejdsgivere som ønsker hjælp til at fjerne barrierer samt iværksætte tiltag for etnisk ligestilling på deres virksomheder skal have adgang til kvalificeret gratis rådgivning.
Krav om samfundsundervisning før statsborgerskab Det skal være en forudsætning for at opnå dansk statsborgerskab at man har deltaget i et tre uger langt aftenskolekursus om dansk demokrati og danske samfundsforhold.
Boligpolitik:
Udvidet anvisningsret Kommunernes anvisningsret udvides, så de kan anvise f.eks. hver ottende bolig i privat udlejningsbyggeri. Det vil styrke integrationen - både den sociale og den "etniske".
Vi er trådt ind i Frihedens århundrede
Jeg er enig med Anders Fogh Rasmussen i, at vi er trådt ind i Frihedens århundrede, men jeg ser på friheden på en helt anden måde end regeringen. Fogh og hans kampfæller tænker og agerer som politikerne i det tidligere DDR. I SF vil vi føre den Frihedens Kamp, som den liberale statsminister åbenbart har opgivet.
Fogh Rasmussen og hans regering har fremlagt et udspil på udlændingeområdet, der på helt afgørende områder beskærer den enkeltes frihed til selv at vælge. Når den liberale statsminister ikke vil, så vil vi i SF at kæmpe for, at Hans og Hassan, Fatima og Frederikke bevarer deres ret til at bestemme over deres eget liv. Det kan ikke være meningen, at der fremover skal være en liste med slyngelstater, hvis indbyggere man ikke må blive forelsket i. Det er en tankegang, der stammer fra et gammeldags landbrugssamfund. Og den er lige så reaktionær og patriarkalsk som tankegangen hos den somaliske nomade, der udelukkende ønsker at få sine børn gift med andre somaliere
Jeg mener, at alle suverænt selv skal vælge deres partner. Og der er ikke nogen, der skal foretage indgreb i denne ret. Alt for længe har vi haft et ping-pong-spil mellem de reaktionære indvandrer-forældre og danske politikere om, hvem der skal bestemme. Begge har spillet bolden tilbage til den anden. Nu snupper vi bolden og siger, hvordan den skal spilles. Det er vi unge der selv skal bestemme hvem vi vil giftes med og hvornår det skal ske.
Regeringen har sagt: Vi skal have begrænset antallet af familiesammenføringer med et bestemt tal. Og så har man regnet baglæns og undersøgt hvilken alder forbuddet skulle gælde: 22, 23 eller 24 år? Når regnskabet har passet, har man slået stregen. Man har ikke kigget på individets rettigheder. Man har ikke kigget på de unges behov eller ønsker. Man har udelukkende betragtet mennesker som tal. Det er ren systemtænkning. Hvordan kan det høre hjemme i Frihedens Århundrede?
Jeg synes, at det er paradoksalt, at jeg som SF'er skal belære Anders Fogh Rasmussen om, hvad begrebet 'personlig frihed' indebærer.
Andre artikler fra Kamal om ligestilling/etniskligestilling:
» Kamals vision om frihed til forskellighed
» Ligeværdige medborgere i et mangfoldigt Danmark
» Kronik bragt i Politiken 28. august: Se forskelle som muligheder
» En chili i den politiske gryderet
» Frihedens århundrede
» Inddragelsespapir til SF's hovedbestyrelse
» Fortællinger fra fremtidens Danmark
» Bertel Haarder er inkonsekvent
» Kulturkamp nu!
» Demokrati og ligestilling frem for rødgrød med fløde
» Danmark ramt af "kogalskab"
» Hjerneflugten
» Etnisk Ligestillingsråd et nødvendigt redskab
» Universitetets ansvar for etnisk ligestilling
» Boligforeninger med rummelighed - ikke intolerance
|
|
|
|