|
|
|
|
|
|
|
Fortællinger fra fremtidens Danmark
Folketingsflertallets utallige stramninger på indvandrer- og flygtningeområdet er en del af problemet - ikke af løsningen. SF's ordfører for etnisk ligestilling foreslår i stedet en konkret inddragelsespolitik. Fra allerførste færd.
De sidste ti års integrationspolitik har handlet om at lukke de danske grænser og fjerne rettigheder. Det er på tide, at vi holder op med at kigge indad og bagud og i stedet retter blikket frem og ud i verden. Da jeg som 18-årig rejste rundt i Europa på interrail, var jeg stolt af at have det danske flag på min rygsæk. Den stolthed vil jeg have tilbage.
Så snart hun trådte ind i det store rum, blev hun mødt af den samme duft som hundrede gange før. Duften fra luven på de tykke tæpper, der dækkede gulvet i flere lag. Det plejede at være en glædelig begivenhed at komme i moskeen, men ikke i dag. Selma skulle begrave sin onkel. Den onkel, der så mange gange havde taget hende med i moskeen, da hun var en lille pige, hvor hun på en og samme tid var imponeret og lidt misfornøjet. Imponeret over det flotte tag, som man skulle læne nakken heeelt tilbage for at se toppen af, og lidt misfornøjet over de kolde tæer, når man skulle hjem igen.
De seneste år havde hun besøgt ham på kvarterets plejehjem, især til de muslimske højtider hvor der var pyntet op, og alle deltog i festlighederne. Hendes onkel var blevet mere troende de senere år og tilbragte flere timer i bøn i plejehjemmets særlig rum. Rummet var en oase for alle, som havde behov for at bede, meditere eller bare tænke i fred.
Sidst hun var her var til sit eget bryllup, hvor rummet var fyldt med glade gæster, men i dag var moskeen stille, og glæden var væk. Han havde været hendes yndlingsonkel og hun hans yndlingsni-ece. Mens hun hilste på de fjernere slægtninge, hørte hun kaldet til aftenbønnen fra minareten. Og hun vidste, at han også hørte den. Han ville også kunne høre den liggende i sin grav i den muslim-ske gravplads bag moskeen. Sådan som han havde ønsket det. Hun vidste, at han døde med fred i sjælen og nærhed til Allah. Hun ville ønske, at hun også havde den.
Han stod spændt sammen med sin kone og sine forældre og lyttede. De lyttede intenst til borgme-steren, som bød de nye borgere velkomne i deres nye land, i deres nye hjemby. Vijays forældre havde sluttet sig til ham i Danmark for to måneder siden, og de var blevet vel modtaget af alle.
Alligevel var det rart med denne gestus fra det officielle Danmark, og Vijay huskede tydeligt, da han selv stod i samme situation. Det var nu tre år siden. Han var blevet glædeligt overrasket, da han allerede 7 dage efter ankomsten blev inviteret til en såkaldt "Velkommen som ny borger-samtale" hos kommunens vejleder. Her havde de to i fællesskab og gennem grundige samtaler fundet ud af, lige præcis hvad Vijay var god til og kunne gå i gang med i Danmark, faktisk allerede mens han var på sprogkursus. Han kunne nemlig trække på sin erfaring med IT fra Indien.
Allerede for ti år siden, da han var blevet ansat som lærer på en landsbyskole, mærkede han ele-vernes interesse for verden udenfor. Eleverne havde vakt hans nysgerrighed, og med tiltagende iver og begejstring gik han i gang med at få landsbyen koblet op på verden. Vijay brugte sin uddannelse som lærer til at få børn og unge til at bruge Internettet og de lokale netværk i deres dagligdag og i deres skolegang. Det havde været en stor omvæltning og havde forandret børnenes syn på både sig selv, Indien og verden.
Han havde også selv koblet sig på verden og i særdeleshed Danmark, da han en aften kom til at chatte med en pige fra et lille land højt mod nord. Og da de havde chattet med hinanden hver dag i to måneder, måtte de se hinanden. Her var han så, fire år senere. Gift med Mai Lin , far til Sarah, dansk statsborger og udvikler af lokalnetværk til fjernundervisning af skoleelever i de mindste landsbyer herhjemme.
Nu stod han så her med sine egne forældre. De forstod godt nok kun borgmesterens tale, fordi der var hindi-tolk på, men de var allerede begyndt på danskkursus. De var ivrige for at lære sproget i deres nye hjemland, så de kunne tale med alle de rare mennesker, de mødte og var sammen med.
Fortællinger fra Danmark, et fremtidens Danmark. Et samfund, hvor Vijay bliver behandlet lige så godt som Viggo, og hvor Selma kan gå ind i en moske og opleve den samme ro og nærhed til sin afdøde onkel, som Susan der begraver sin tante fra en kirke. Et samfund der kigger frem og ud i stedet for indad og bagud.
Jeg har en drøm om et samfund, hvor mine døtres muligheder for at få job ikke forringes af deres fremmedklingende navn. Et samfund hvor deres far kan begraves i det land, som han er statsborger i og ikke som nu, hvor deres bedstefar ligger begravet i Pakistan, selvom han var dansk statsborger og arbejdede og levede sit liv her. Et samfund hvor deres lillebror kan gå rundt sammen med sine venner, uden at de bliver opfattet som en bande, der skaber frygt. Jeg har en drøm om at give den fødselsgave til alle børn i det danske samfund, at de skal kunne vokse op og leve deres liv uden at blive behandlet ringere hverken på grund af deres køn, seksuelle orientering, etnicitet eller religion. Et sted hvor der er respekt for og plads til, at de kan udfolde deres talenter og ønsker til livet. Jeg drømmer om et Danmark, hvor fællesskabet er bredere, og hvor vi sammen kæmper for grundlæg-gende værdier som frisind, ligestilling, demokrati, international ansvarlighed og solidaritet.
Desværre er det i dag sådan, at to ud af fem brune danskere har oplevet diskrimination i forbindelse med jobsøgning, og to ud af tre er blevet råbt eller spyttet efter af hvide danskere på gaden. Mange bider det i sig, men en del vil ikke finde sig i det. Nogen af dem vælgere at forlade Danmark til for-del for et land, hvor de føler sig mere ligeværdig behandlet eksempelvis Storbritannien, Canada el-ler USA.
Danskere med somalisk baggrund har i særdeleshed oplevet en hetzagtig stemning særlig pisket op af politikere og andre meningsdannere med behov for eksponering i medierne. Og med succes.
Danskere med somalisk baggrund er i dag den gruppe, som oplever mest diskrimination i hverdagen og i særdeleshed ved jobsøgning. Næsten halvdelen af dem har oplevet chikane fra personale, når de bruger busser og tog. Somaliske foreninger anslår da også, at i nærheden af 3.000 veluddannede danske borgere med somalisk baggrund har forladt Danmark inden for bare det seneste år. De er li-gesom jeg bekymrede for deres børns fremtid i Danmark. Og deres bekymring er velbegrundet. Kun hver femte danskere med somalisk baggrund i Danmark er i arbejde.
Den massive marginalisering har skabt en ny gruppe af fattige i Danmark, som er karakteriseret ved deres mørke hudfarve. Fire gange så mange brune børn som hvide har oplevet, at deres forældre har manglet penge til mad, otte gange så mange at forældrene ikke har kunnet betale husleje.
En sygeplejerske, som er flygtet fra forfølgelse og krig, sidder nu på et asylcenter i Danmark og venter. Hun må ikke bruge sin uddannelse, selvom der er mangel på sundhedspersonale i Danmark. I stedet for at hjælpe de syge der har brug for hende, ender hun som én med behov for lægehjælp og piller til at klare ventetiden. Ingeniøren ved siden af drømmer om at bygge broer og veje, som dem krigen ødelagde i hans hjemland, men ser sine drømme smuldre foran sig. For gruppen af nyan-komne, er dét konsekvensen af, at sagsbehandlingstiden i Danmark ligger på gennemsnitligt syv måneder - for nogle grupper helt op til et år. De nye borgere venter og venter, og venter.
Af de første 5.000 indvandrere, der i 1999 begyndte på et treårige introduktionsprogram, var i 2001 70% helt uden tilknytning til arbejdsmarkedet (DA-analyse). Integrationsminister Bertel Haarder har selv sagt om den danske integrationsindsats at "Danmark på dette område er det dårlig-ste land i verden" på trods af at han i den samme artikel udtaler "Jeg er minister for at få flere ud-lændinge i arbejde". Den nuværende regerings fejldiagnose er den samme som den tidligere rege-rings var, og vejen til integration og bedre beskæftigelse er brolagt med markante stramninger. Så markante at vi nu ved, at de fører til, at forfulgte flygtninge dør, fordi de ikke fra udlandet kan søge beskyttelse i Danmark. Samtidig kan ægtefæller og kærester til danske borgere ikke komme hertil, fordi vi har de strammeste familiesammenføringsregler blandt de lande, vi normalt sammenligner os med. Det er pisk, pisk og pisk, uanset hvad Bertel Haarder forsøger at klæde det ud som. Ingen ny-ankommen har brug for at møde en knytnæve men derimod en fremstrakt hånd. Ofte har de nyan-komne mere brug for en fremstrakt hånd end en knytnæve.
De lande, som også Bertel Haarder fremhæver som bedre til at inddrage de nyankomne, er blandt andre Canada og Norge. Disse lande har en helt anden indgang til inddragelsespolitikken, og de er alle mere åben og har ikke så svære tilgængelig opholdstilladelser til landets egne statsborgers fami-lier som Danmark. Blandt flygtninge og indvandrere, som har opholdt sig i Canada i 1-5 år, ligger arbejdsløsheden på 12,7%. For fødte canadiere er den 7,4%. Norge har indført en kursusløn, som ligger 800 kr. over den norske kontanthjælp til alle nyankomne, som deltager i de individuelt udar-bejdede introduktionsprogrammer. De bedste resultater herfra viser, at 70% er i arbejde eller under uddannelse efter endt forløb. Både Canada og Norge har betydeligt mere effektive regler mod di-skrimination, end vi har i Danmark.
Hele vores tilgang til de nye borgere ligger milevidt fra eksempelvis den canadiske, som Hans Skov Christensen (Adm. dir. DI) udtalte i en kronik i Politiken: "..de udlændinge, der kommer til landet i dag, betragtes som mennesker, der har udnyttet nogle "huller" i lovgivningen - ikke som menne-sker, der har ressourcer at tilbyde os". Det var i år 2000, og tonen i debatten og løsningsmodeller til bedre inddragelse af de nyankomne er ikke blevet bedre - tværtimod. Hele den danske tilgang byg-ger på økonomisk afstraffelse, strenge krav og mistænkeliggørelse, mens eksempelvis canadiernes er centreret omkring belønning og positive forventninger.
Det gælder om fra første færd at sige til de nye borgere: "Velkommen til Danmark. Vi forventer no-get af dig, og her er hvad vi tilbyder dig". Den politik, jeg som SF's ordfører på området, vil advo-kere for, kalder jeg Quickstart.
Her skal sygeplejersken og ingeniøren allerede efter to uger i gang med et introduktionsprogram. Den torturramte unge mand skal i behandling med det samme. Vi skal give dem det, de har brug for som nyankomne til et nyt land: sprogkundskaber, nære kontakter, viden om deres nye land. Syge-plejersken skal skærpe sine evner på en hospitalsafdeling, mens ingeniøren skal i gang med at byg-ge broer, så vi og de selv kan bruge de ressourcer, de kommer til landet med. At nogle af dem sen-des ud af landet igen, betyder ikke at indsatsen er spildt. Så sender vi bedre kvalificerede mennesker tilbage dertil, hvor de kom fra, og samtidig har vi fået dem, der bliver, i gang fra begyndelsen. Del-tagelse i introduktionsprogrammet skal give individuel kursusløn på niveau med dagpenge til hver enkelt deltager. Desuden skal gratis børnepasning være en del af introduktionsprogrammet, så også børnene kommer igang.
Danske statsborgere skal altid kunne vende hjem til Danmark med deres familiemedlemmer, men de skal selv kunne forsørge dem de første tre år. Familiemedlemmerne skal ligesom flygtningene have mulighed for at deltage i individuelt tilrettelagte introduktionsprogrammer - så får de kur-susløn som alle andre deltagere. Sagsbehandlingstiden for alle nye borgere skal sættes væsentligt ned, fra de nuværende 7-12 måneder til to måneder, og det skal være muligt at søge om statsborger-skab allerede efter tre år, hvis man lever op til krav om sprogfærdigheder, viden om det danske samfund og støtter demokratiet.
Alle borgeres ligestilling fra vugge til grav skal sikres af en ligestillingsombudsmand, som skal have ressourcer til at undersøge områder for direkte eller indirekte forskelsbehandling, sikre at en effektiv lovgivning bliver overholdt, og at lovovertrædelser fører til domsafsigelser ved domstolene.
De sidste ti års integrationspolitik har handlet om at lukke de danske grænser og fjerne rettigheder. Det er på tide, at vi holder op med at kigge indad og bagud og i stedet retter blikket frem og ud i verden. Da jeg som 18-årig rejste rundt i Europa på interrail, var jeg stolt af at have det danske flag på min rygsæk. Den stolthed vil jeg have tilbage.
Andre artikler fra Kamal om ligestilling/etniskligestilling:
» Kamals vision om frihed til forskellighed
» Ligeværdige medborgere i et mangfoldigt Danmark
» Kronik bragt i Politiken 28. august: Se forskelle som muligheder
» En chili i den politiske gryderet
» Frihedens århundrede
» Inddragelsespapir til SF's hovedbestyrelse
» Fortællinger fra fremtidens Danmark
» Bertel Haarder er inkonsekvent
» Kulturkamp nu!
» Demokrati og ligestilling frem for rødgrød med fløde
» Danmark ramt af "kogalskab"
» Hjerneflugten
» Etnisk Ligestillingsråd et nødvendigt redskab
» Universitetets ansvar for etnisk ligestilling
» Boligforeninger med rummelighed - ikke intolerance
|
|
|
|
