Nødhjælp og maskingeværer i det hellige land
Vi ankom klokken 11.30, og det har allerede varet flere timer. Ligesom en gruppe palæstinensiske kvinder med spædbørn har vi ventet og ventet på at få lov til at komme igennem checkpointet. Området er et ingenmandsland, et tomt månelandskab. Forsøger man at forcere sig vej igennem, bliver man skudt. På stedet. Vi venter pænt og forhandler, venter og forhandler. Imens står vore tre lastbiler parkeret i varmen. De er fyldt til randen med melsække, kasser med sukker, ris, dåsemad og dunke med madolie. Modtagerne er 5.000 sultende mennesker i landsbyen Al-Mawasi på den anden side af checkpointet. På grund af israelernes blokade har FN ikke kunnet komme ind i byen med madvarer siden maj 2002, og situationen er kritisk. Deltagerne i vores konvoj er repræsentanter fra flere forskellige kristne nødhjælpsorganisationer, en amerikansk journalist, en fotograf, seks lokale hjælpere og så mig, dansk læge og folketingsmedlem og udsendt af Folkekirkens Nødhjælp. 15 i alt. Turen har været forhandlet i mere end to måneder, tilladelsen kom for tre dage siden, og alligevel kan vi ikke bare komme igennem. Vi håber, det virker, at flere forskellige organisationer har slået sig sammen om at forsøge at få adgang, og at israelerne ikke kan ignorere de mange nationaliteter, vi repræsenterer.
Vi er gået et lille stykke væk, mens repræsentanter forhandler med israelerne. Klokken 14.30 får vi endelig lov at gå igennem, gennem metaldetektoren altså, og ikke iført meget mere end undertøj. Jeg har aldrig før prøvet at skulle tage tøjet af foran en soldat med skarpladt maskingevær. Nogle af de andre fra gruppen begynder at efterligne striptease-musik og komme med æggende tilråb. Der er ikke andet at gøre end grine for at skubbe nerverne væk. I en syg situation er man nødt til at reagere derefter. Alle kommer vi igennem, mens de palæstinensiske kvinder og børn, der sammen med os har ventet på at krydse for at komme hjem fra lægebesøg, får at vide, at de må komme igen dagen efter. Efter fem timers ventetid i den stegende sol. Men vi er udlændinge, så vi kommer igennem.
Lastbilerne må ikke køre gennem checkpointet, så 2.400 kasser fødevarer à 32 kilo skal bæres gennem kontrollen for at blive læsset på andre lastbiler, der venter på den anden side. To tusind firehundrede kasser plus 1200 sække mel à 25 kilo. Og alle skal de gennem en røntgenmaskinen som dem i lufthavnen. Én ad gangen. Vi går i gang med at slæbe, overvåget af soldaterne. Pludselig hører vi skud, og vi ser, at de israelske soldater har åbnet ild mod den anden side af checkpointet. Ingen siger noget, intet "læg jer ned", intet "i dækning". Vi står bare helt stille. Flytter os ikke, står bare ved siden af soldaterne og sveder. Skuddene dør ud. De israelske soldater siger, at de blev beskudt.
Tre en halv time og mange fællessange senere er det hele læsset om. Vi er hvide overalt af melet fra sækkene og smadrede i arme, rygge og ben. Vi siger farvel til hjælperne, der på den anden side af checkpointet kører mod Al-Mawasi med varerne. Nu får de i det mindste mad derovre. Vi sætter os ind i de ventende personbiler for at køre tilbage til Jerusalem. I hovedet flimrer dagens oplevelser, og måske netop derfor varer det ikke længe, før fællessangen gjalder gennem bilen. Sange fra min pakistanske barndom blandet med palæstinensiske folkesange, sange på engelsk, spansk, ja endda hebræisk. I en syg situation er man nødt til at reagere derefter.
Andre artikler fra Kamal om internationalpolitik/ulande:
» Nødhjælp og maskingeværer i det hellige land
» Stillet til Regnskab - Folketinget fik gigantregning fra u-landskvind
» Vi har stadig en forpligtigelse overfor afrika
|
