Israel skal betale for nye bosættelser
Opgraderingen af Israels handelsaftale er sat på vågeblus. I mellemtiden fortsætter Israel med at udbygge bosættelserne, ligesom de opretholder en blokade af Gaza og afstår fra at undersøge Gaza-krigens krigsforbrydelser.
- Danmark og EU bliver nødt til at agere offensivt over for Israel. Vi kan ikke vente på, de får lyst til at forhandle, siger Kamal Qureshi, SF's menneskerettighedsordfører, som nu foreslår, man i stedet for at diskutere en opgradering kan diskutere en nedjustering af den eksisterende handelsaftale, hvis Israel ikke retter ind - Nu hvor aftalen er på vågeblus, opfører Israel sig som om, de ikke har noget at tabe. Eller som om de kan trække os tilbage til forhandlingsbordet, hvis de gør situationen grel nok. Men den går bare ikke. Hvis Israel er uvillige til at efterkomme vilkår om at undersøge krigsforbrydelserne, stoppe bosættelserne og ophæve blokaden, skal vi overveje, om det er den gældende handelsaftale frem for en opgradering, der skal genforhandles, siger Kamal Qureshi. Kamal Qureshi understreger, at Israel har ret til at beskytte sine grænser og skabe sikkerhed for egne borgere, men bosættelserne puster til ilden og forringer sikkerheden for alle parter. |