Politiken har i dag bragt en historie om, at Morten Messerschmidt har henvendt sig direkte til sundhedsstyrelsen for "hurtigst muligt" at få tildelt en influenzavaccine til sig selv og til sin kæreste. Magtfuldkommenheden hersker.

Forklaringen, han selv er kommet med, er, at han skulle være i en særlig risikogruppe, og han frygter det kan genere hans arbejde, hvis han bliver syg.

Det er rimeligt nok, at manden er nervøs for eget og sin kærestes helbred, men som samfund, mener jeg, vi skal se til, at vacciner tilgår de svageste og mest udsætte grupper først. Den er Morten Messerschmidt åbenbart ikke med på.

Jeg kan såmænd godt forstå, det generer Dansk Folkeparti, hvis deres europaparlamentsmedlem bliver sygt. Jeg kan også godt forstå, det generer Messerschmidt, hvis hans kæreste bliver syg. Men når Dansk Folkepartis fremtrædende medlemmer ikke længere er i stand til at skelne personlige eller partiets interesser fra statens interesser, er det udtryk for en skræmmende magtfuldkommenhed.

Jeg hæfter mig også ved, at Dansk Folkeparti udadtil kræver vaccine til alle danskere, mens Morten Messerschmidt ser ud til at være mere optaget af at hytte sit eget skind.
 
Dansk Folkepartis store leder Pia Kjærsgaard har det med at angribe kunstnere og andre såkaldt kulturradikale for at være elitære og føle sig hævet over folkets interesser. Den kritik synes jeg efterhånden klinger meget hult, når man oplever, hvordan Pia Kjærsgaards egne tropper fører sig frem.
Der er vel næppe noget mere elitært, end at ville bruge statens penge på at vaccinere sig selv og sin kæreste – som jo altså ikke er tvunget til at flyve frem og tilbage – når det betyder, at den vaccine vil gå fra syge og svagelige, som risikerer at blive meget hårdere ramt af influenzaen.