Narkomaner til debat på Christiansborg
Op til 1. behandlingen af fixerumsdebatten på Christiansborg har jeg haft besøg af 15 aktive stofbrugere.
”Vesterbro er et stort fixerum”. Det var ordene fra en af de narkomaner, som jeg mandag mødte, da jeg sammen med Foreningen for Aktive Stofbrugere benyttede eftermiddagen til at samle brugte kanyler ind i Vesterbros gader efter narkomanernes søndagsfix. Selvsamme narkoman sad selv i færd med at fixe, da ordene faldt og er levende bevis på, at fixerum allerede eksisterer i trappeopgange, legehuse osv. på Vesterbro.
Jeg glæder mig til at byde stofbrugerne velkommen på Christiansborg. For de fleste af dem er det jo sandsynligvis første gang, de er til møde i Folketinget. Det er i sig selv ærgerligt, for det betyder, at de fleste folketingspolitikere slet ikke kender til narkomanernes virkelighed. Men det er jo reelt dem, det handler om, når vi i dag skal diskutere fixerum. Med et flertal for fixerum kan vi jo redde 5 narkomaner fra at dø af hver måned alene i København.
Hver dag indsamles 10-12 kilo kanyler på Vesterbro. Det svarer til 400 kanyler og er jo et voldsomt højt antal, som bare understreger problemets omfang. |