Per Stig lover hjælp til civilbefolkningen i Gaza
Kamal Qureshi fik i dag udenrigsministerens ord på, at Danmark nu yder hjælp til civilbefolkningen i Gaza efter de israelske raketangreb.
Det stod klart efter SF’s menneskerettighedsordfører i folketingets spørgetid havde bedt om ministerens holdning til, at 90 pct. af den palæstinensiske befolkning i området mangler fødevarer, og en halv mio. børn er uden adgang til rent vand. At ministeren nu kommer civilbefolkningen i Gaza til undsætning, er SF’s menneskerettighedsordfører godt tilfreds med:
”Jeg er naturligvis rigtig glad for, at udenrigsministeren bakker op om SF’s holdning og kommer civilbefolkningen i møde. Området ligger smadret, og der er brug for en lang række tiltag, hvis kvinder, mænd, børn og gamle skal have en hverdag, hvor de igen kan trives. Nu har ministeren sagt, at Danmark vil hjælpe. Men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, om der bliver fulgt op på de gode initiativer, og at hjælpen når frem. Det vil jeg naturligvis holde udenrigsministeren fast på,” siger Kamal Qureshi.
Kontakt Kamal Qureshi: 33 37 44 10 |