Lukning af Guantánamolejren
Godt nytår til alle! I dag skydes det nye folketingsår i gang med møder i salen. Men jeg har allerede haft gang i en masse aktiviteter i det nye år. Søndag eftermiddag deltog jeg i en demonstration foran den amerikanske ambassade i København for lukning af Guantánamolejren på Cuba.
Søndag var nemlig syvårsdagen for de første fangers ankomst til den amerikanske fangelejr, og den blev markeret med en fredsommelig demonstration arrangeret af Amnesty International. Sammen med 200-300 mennesker marcherede jeg, forklædt som fange i orange tøj og lænker, fra Østerport Station til den amerikanske ambassade.
Som menneskerettighedsordfører er jeg glad for, at USA’s kommende administration med Barack Obama i spidsen vil lukke Guantánamo. Men hvad med de 50 uskyldige Guantánamo-fanger, som ikke kan vende hjem til deres land, fordi de risikerer tortur eller henrettelse? Amnesty International har opfordret Danmark til at modtage tre eller fire fanger, som ikke længere mistænkes for medvirken til terror af de amerikanske myndigheder. Men udenrigsminister Per Stig Møller har afvist ideen. Han mener, det er USA’s problem.
Ja, det er ganske vist USA, der har skabt situationen. Men problemet er skabt af Bush og ikke af Obama. Og når Danmark gerne vil være med til at lukke Guantánamo, må Danmark også være samarbejdsvillig. Jeg mener, at hvis den nye administration i USA beder os om hjælp, skal vi selvfølgelig være med til at løse problemerne – det er en fælles europæisk opgave!
Af samme årsag har jeg indkaldt udenrigsministeren til åbent samråd den 5. februar 2009 kl. 14.30. Her har jeg stillet følgende fem spørgsmål:
· Hvad er ministerens holdning til de instrumenter, som USA har anvendt i den internationale bekæmpelse af terror?
· Vil ministeren oplyse, hvilket kendskab regeringen har til den amerikanske regerings planer om Guantánamos fremtid?
· Har den danske regering på nuværende tidspunkt modtaget henvendelser fra den amerikanske regering angående afvikling af Guantánamo?
· Hvilke initiativer vil regeringen tage for at skabe et fælles europæisk standpunkt i forhold til at hjælpe amerikanerne med at afvikle Guantánamo?
· Mener den danske regering, at den har et medansvar for eksistensen af Guantánamo og herunder for afvikling af lejren? |