Udansk Folkeparti - indlæg i Berlingske den 23. september 08
religiøs forfølgelse
Hvor mange muslimske mænd, kvinder og børn kan man stuve sammen i en godsvogn? Ja, det lyder som begyndelsen på en vittighed - en meget meget grum vittighed, men jeg gætter mig til, at Dansk Folkeparti allerede har lavet det regnestykke, når Mogens Camre fra talerstolen på partiets årsmøde siger, at »Islam skal sendes ud af Europa«. Og ikke nok med, at Camre sagde det - han fik støtte fra Pia Kjærsgaard, lederen af det parti, der ejer dansk udlændingepolitik. Ikke hvem som helst. Sådan en udtalelse må sende kuldegysninger ned ad ryggen på de fleste danskere. Det hedder religionsforfølgelse og religiøs udrensning, og det har vi svoret aldrig må finde sted i Danmark. Den danske grundlov beskytter mod religiøs forfølgelse, og det er en grundlæggende værdi i det danske samfund, at vi beskytter det enkelte menneskes ret til at tro på, hvad han eller hun vil.
Mogens Camre mener, at »islam er uforenelig med vores værdier«, og Pia Kjærsgaard, at »det ville være velgørende, hvis det kunne komme ud af Europa«. Men i virkeligheden er det Dansk Folkeparti, der som fortaler for forfølgelse af et religiøst mindretal giver udtryk for en udansk, ekstrem holdning, som er i strid med den danske grundlov. Pia Kjærsgaard, Mogens Camre og deres meningsfæller repræsenterer ikke danske værdier - tværtimod forsøger de at smadre de principper for menneskers behandling af hinanden, som vi i årtier har været stolte forkæmpere for.
Og for at der ikke skal være nogen tvivl: Jeg er som alle andre danskere forfærdet over de rædselsfulde og umenneskelige forbrydelser, som fundamentalister og antidemokratiske grupper begår i islams navn. Sådan nogle folk skal opspores, arresteres og retsforfølges. Men Dansk Folkeparti taler jo ikke om ekstremister - Camre og Kjærsgaard taler om islam , om en religion som titusindvis af danskere i al fredelighed bekender sig til. Danskere, der går på arbejde, henter deres børn i børnehaven og skolen, laver aftensmad og ser TV Avisen. Hvornår kommer Dansk Folkeparti og henter dem, og er der nogen, der stiller sig hindrende i vejen?
|