Sammen med Sophie Hæstorp Andersen, MF, Socialdemokraterne, Peter Skinhøj, professor, overlæge, dr.med., Rigshospitalet, og Henriette Lauersen, direktør, AIDS-Fondet, har jeg skrevet et debatindlæg om den danske HIV-straffelov. Indlægget er bragt i Berlingske Tidende mandag den 1. december 2008. 

Der er vægtige grunde til at tro, at danskernes risiko for at blive smittet med HIV er større med end uden HIV-straffeloven. Allerede derfor bør justitsministeren i samråd med sundhedsministeren genoverveje, om HIV og AIDS overhovedet skal være omfattet af straffelovsbestemmelsen

Tiden er løbet fra den danske HIV-straffelov, og det er på sin vis godt nyt. I dag er virkeligheden nemlig den, at der sker store fremskridt i behandlingen af HIV, og at denne udvikling går hurtigere end vi nogensinde har set det med andre smitsomme sygdomme. For HIV-smittede i Danmark nærmer den forventede levetid sig nu befolkningens i almindelighed.

Desværre findes der stadig områder, hvor de gode nyheder ikke har slået igennem. Et eksempel på dette er den danske straffelov. Efter straffelovens §252 stk. 2 straffes den, der på hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom. Det er ikke en betingelse at nogen faktisk bliver smittet med en sådan sygdom. Det er nok at udsætte en anden for risikoen. Strafferammen er 8 års fængsel.

Det er justitsministeren, der, efter forhandling med sundhedsministeren, bestemmer, hvilke sygdomme, der er omfattet af straffelovens § 252 stk. 2. Listen over sygdomme, der er omfattet, er ikke lang. Faktisk er det kun HIV og AIDS, der er og nogensinde har været omfattet af bestemmelsen. Spørgsmålet er, om listen ikke burde være endnu kortere?

Antallet af nye tilfælde af HIV-smittede i Danmark har i årevis ligget på 250-300 pr. år. 5.000 personer lever med sygdommen og heraf skønnes det, at cirka 1.000 personer i Danmark er smittede uden at vide det. Det er altovervejende de HIV-smittede, der ikke kender deres diagnose og ikke er i behandling, som smitter andre. Det er derfor afgørende for den generelle forebyggelse, at de personer, der har været udsat for smitterisiko, motiveres til at lade sig teste for HIV. Ud over bedre levevilkår og forlænget levetid for HIV-smittede giver de forbedrede behandlingsmuligheder nemlig også den gevinst, at HIV-smittedes risiko for at smitte andre bliver markant mindre. Vigtigheden af at motivere de personer, der ikke ved, at de er HIV-smittede til at blive testet kan derfor ikke understreges nok.

Og her hjælper HIV-straffeloven med dens stempling af HIV-smittede som potentielt kriminelle ikke, nok snarere tværtimod! Vi frygter, at netop truslen om straf kan afholde personer fra at lade sig teste for HIV. Dette har i sig selv vidtgående konsekvenser og betyder blandt andet, at alt for mange HIV-smittede kommer for sent ind i et behandlingsforløb - til skade for dem selv, men også til skade for den generelle forebyggelse af nye tilfælde af HIV i Danmark.

Med den nuværende udformning af straffeloven har vi bevæget os for langt væk fra udgangspunktet i den danske forebyggelsespolitik om, at enhver person, såvel smittet som ikke-smittet, er ansvarlig for at undgå smitte. Det er vores opfattelse, at man med den nuværende straffelovsbestemmelse har taget et forfejlet hensyn til den såkaldte retsbevidsthed ved alene at lade 'kendte' HIV-smittede bære ansvaret endog under trussel om straf. De HIV-smittede, der ikke kender deres diagnose, kan af gode grunde ikke oplyse deres partner om deres HIV-status, og de tager ikke nødvendigvis forholdsregler for at undgå HIV-smitte og kan ikke straffes efter loven. Mens det som nævnt oftest netop er de 'ukendte' HIV-smittede som smitter andre. Straffeloven giver derfor også en falsk tryghed for danskerne.

Hvis vi for alvor skal gøre os forhåbninger om at nedbringe antallet af nye HIV-smittede i Danmark, skal vi fjerne de benspænd, der er for forebyggelsen. I Danmark skal vi fortsætte med at forebygge HIV på basis af den danske folketingsbeslutning fra 1987 om åben og ærlig information og den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne. Vi skal arbejde for at fjerne de fordomme og stigma, der omgærder denne sygdom. For her er langt fra sket de samme forbedringer som med medicinen. Vi skal navnlig arbejde for, at de personer, der har været udsat for risiko for HIV-smitte, trygt kan henvende sig til sundhedsmyndighederne for at lade sig teste for HIV og siden, hvis de testes positive, modtage den medicin, der så effektivt forbedrer deres liv og samtidig minimere deres risiko for at smitte andre.

Der kan rejses alvorlig tvivl om, hvorvidt truslen om straf bidrager til forebyggelsen af nye tilfælde af HIV i Danmark. Der er tværtimod vægtige grunde til at tro, at danskernes risiko for at blive smittet med HIV er større med end uden HIV-straffeloven. Allerede derfor bør justitsministeren i samråd med sundhedsministeren genoverveje om HIV og AIDS overhovedet skal være omfattet af straffelovsbestemmelsen.

Spørgsmålet er endog om justitsministeren og sundhedsministeren fortsat har retligt belæg for at lade HIV og AIDS være omfattet af straffelovsbestemmelsen.

Da de danske politikere i sin tid udarbejdede HIV-straffeloven, definerede man en 'livstruende og uhelbredelig' sygdom, som en sygdom, der uanset rettidig, sædvanlig lægelig behandling med altovervejende sandsynlighed medfører døden for personer, der smittes, og at den forventede levetid for et flertal af de smittede bliver mærkbart reduceret.

Med en forventet levetid for HIV-smittede, der nærmer sig gennemsnitsdanskerens, kan der efter vores opfattelse stilles alvorligt spørgsmålstegn ved om betingelserne for at karakterisere HIV og AIDS som en livstruende sygdom i lovens forstand fortsat er opfyldt, og om justitsministeren og sundhedsministeren faktisk har det fornødne retlige grundlag for at lade HIV og AIDS være omfattet af straffelovsbestemmelsen.

Også af denne grund er tiden moden til en gennemgang af den eksisterende HIV-straffelov og vi skal derfor opfordre justitsministeren og sundhedsministeren til at iklæde sig arbejdstøjet og få den nationale indsats mod HIV og AIDS tilbage på rette spor.