Sammen med Villy Søvndal har jeg skrevet et debatindlæg om vores visioner for et mangfoldigt Danmark. Indlægget blev bragt i Politiken torsdag den 28. august.
Vi har tilsammen seks børn. Tre piger og tre drenge. På mere end én måde er de Danmarks fremtid; for det første er de i alderen 4-19 år, de går i skole og – forventer deres fædre – skal senere i gang med en uddannelse, så de kan klare sig selv og blive gode samfundsborgere. For det andet tegner de med deres forskelligt klingende navne også et billede af fremtidens danskere, som vil se anderledes ud, end de gør i dag.
Det betyder, at fremtidens Danmark skal indrettes til dem. Hvis deres fædres parti, SF, får magt, som vi har agt, så vil ingen af vore børn blive frasorteret til en praktikplads på grund af et navn, der lyder udenlandsk. Ingen af dem vil blive nægtet adgang til et diskotek, fordi de er lidt for "solbrændte", ingen af dem vil blive bedt om at rejse "hjem til deres eget land", som mange danske unge i dag må lægge øre til.
Vore børn skal leve i et rummeligt land, hvor menneskesynet er langt mere internationalt end det nationalistiske snæversyn, som regeringen og Dansk Folkeparti står for. Danmark skal være et land, hvor ingen børn skal vokse op i en asyllejr, fordi regeringen afviser at give børnene og deres familier adgang til samfundet mens deres situation bliver afklaret. Det er ikke SF’s politik at tage børn som gidsler i et politisk spil.
På samme måde vil livet for de 60.000 fattige børn i Danmark se anderledes ud, hvis SF’s menneskesyn bliver gældende. Det er børn, som ikke har de muligheder og levevilkår, vore egne børn har. Derfor vil vi af med starthjælpen og loftet over kontanthjælpen, som gør, at børn – og rigtigt mange af dem har udenlandsk baggrund – bliver trykket ned i økonomisk fattigdom, hvor børnene må fryse i skolegården, fordi deres forældre ikke har råd til vinterstøvler, hvor børnene ikke kan gå til fodbold, fordi forældrene ikke kan betale kontingentet, og hvor de må blive hjemme fra kammeraternes fødselsdagsfester, fordi budgettet ikke holder til en gave til 25 kroner. Fattigdom isolerer børn, frem for at inddrage dem i fællesskabet. Kan det virkelig passe, at et af verdens rigeste lande byder sine børn så ringe levevilkår?
Danmark kan rumme et bredere fællesskab. Vi ser ikke anderledes kultur som hæmmende for at blive en del af det danske samfund – tværtimod mener vi, at børn meget gerne må kende deres og deres forældres kulturelle baggrund, og at det kun er en fordel at være tosproget, vel at mærke hvis man gennem modersmålsundervisning får hjælp til at tale to hele sprog, så man ikke ender med to halve. Vi ser hellere Danmark som en frugtsalat end som frugtmos, forstået på den måde, at vi, der bor i Danmark, gerne må bevare vores form og farve og ikke skal "blendes" til en ensartet masse, for vi har fordele af at være forskellige.
Men samtidig skal der være en fælles ramme for dem måde, vi lever sammen på. Og rammen skal være omsorgen for hinanden, demokrati, tolerance og civile rettigheder som ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling. Når alle følger de grundlæggende spilleregler, skal alle også have lige muligheder, og som fædre bekymrer vi os ikke bare om vores egne børn. Vore børns generation skal leve i et samfund, der er mere rummeligt og omsorgsfuldt, end det nationalistiske og egoistiske som regeringen og Dansk Folkeparti tilbyder.
