SF's medlemmer stemmer lige nu om kandidatlisten til Folketingsvalg og Regionsråd

Her kan du læse min præsentation:

"Kamal, se på de drenge, der samler skrald op fra kantstenen og spiser det", sagde min far. "Den eneste forskel på dem og dig er, at du har fået en masse muligheder".

Jeg var seks år og gik rundt i Rawalpindi, Pakistan med min far i hånden, og den situation vender jeg tit tilbage til, eller rettere den vender tit tilbage til mig. Den vender tilbage, når jeg ser narkomaner, der sidder og fixer på trappen ind til Hovedbanegården, den vender tilbage, når jeg ser tal, der viser, at 60.000 børn i Danmark er fattige, og den vender tilbage, når jeg møder fattige kvinder i ulandene, som ikke kan bestemme, hvor mange børn de vil have, eller hvornår de vil have dem. Det handler i bund og grund om den opdragelse, mine forældre gav mig, hvor et vigtigt omdrejningspunkt var, at når man har fået mange muligheder, når man er et privilegeret menneske, ja så har man også en forpligtelse til at gøre noget for dem, der ikke har været så heldige.

De allermindst heldige, i hvert fald her i Danmark, er narkomanerne. De er tvunget til at leve et usselt liv med udnyttelse, kriminalitet, fattigdom og sygdom, og da jeg arbejdede som læge, så jeg med egne øjne elendigheden, når de kom ind på hospitalerne med bylder, infektioner og sår, der ikke ville hele. Den sociale indignation, som de oplevelser fyldte mig med, koblet med mit lægeløfte om at hjælpe alle, der har brug for hjælp, har fået mig til at kæmpe for at forbedre narkomanernes vilkår, og folketinget har netop før sommerferien vedtaget, at narkomaner kan få uddelt lægeordineret heroin.

Det grundlæggende menneskesyn, at alle bør have lige muligheder og rettigheder, er det, der fik mig til at uddanne mig til læge, og det er også det, der fik mig til at stille op til Folketinget. På Borgen virkede jeg fra første færd som en – ja undskyld – BRUN klud på Dansk Folkeparti, fordi jeg stædigt holdt fast i, at muligheder og rettigheder ikke måtte være afhængige af hverken hudfarve, baggrund eller religion, og fordi jeg fra første færd kritiserede Dansk Folkepartis projekt: At skræmme danskerne så meget med den "fremmede fare", at de stemte på et parti, der i virkeligheden har arbejdet for et racistisk menneskesyn og for ødelæggelse af Danmarks stolte traditioner som forkæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed. Kampen mod DF har været bærende for mig og dermed også kampen mod V og K, som har givet efter og givet magt til et højrenationalistisk parti, der bruger propaganda, der til tider ligner nazisternes i årene op til 2. verdenskrig. Det sagde jeg i øvrigt højtlydt og fik støtte fra min formand. Det samme sagde Jørgen Poulsen og fik alt andet end støtte fra sin, men det er en anden sag.

Min grundlæggende kamp for menneskerettigheder og lige muligheder for alle har i høj grad været centreret omkring at give mindretal og svage grupper en stemme og en styrke, og arbejdet er blevet bemærket. I 2005 fik jeg landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pris som årets politiker for mit engagement i homoseksuelles vilkår og rettigheder, og i 2007 prisen som "Danmarks mest sexede politiker" fra foreningen Sex og Samfund. Det lyder ret saftigt, men prisen gives til en person, der har kæmpet for og sat fokus på seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, både i Danmark og internationalt. Det kan for eksempel være kampen mod, at kvinder dør i barselssengen, hvilket – heldigvis – er et billede fra fortiden for de fleste danskere. Det er det bare ikke for mig; begge mine bedstemødre døde faktisk i barselsseng, og det er også med den bagage, at jeg har haft fokus på sundhed og rettigheder i forbindelse med sex og reproduktion. Det førte mig for et par år siden på en FN-rejse til Zambia, hvor det er så som så med selvbestemmelse – især for kvinderne. Det, vi tager som en selvfølge i Danmark, nemlig kvinders mulighed for selv at styre noget, der ellers i høj grad styrer dem og deres liv, nemlig graviditet og moderskab, er en by i Rusland – eller netop en by i Danmark! – for eksempelvis mange afrikanske kvinder. Kvinders ret til at bestemme over deres eget liv er en hjørnesten i mit politiske engagement – ikke kun for kvindernes egen skyld, men også for deres børns og deres mænds skyld, og ikke mindst for samfundets skyld. Stærke, veluddannede kvinder, der kender deres rettigheder, løfter et samfund og styrker deres egne børn i langt højere grad, end hvis det overlades til mændene. Det ved vi godt i Danmark, og det har vi i det store og hele indrettet vores samfund efter. Alligevel er det fra højrefløjen, der jo ellers slår sig op på at forsvare danske værdier, at jeg får trusler, når jeg forsvarer den fri abort og kvindens ret til selvbestemmelse, og det forarger mig helt enormt. Det er den højrefløj, der skal have kamp til stregen, og den kamp agter jeg at blive ved med at levere.

Jeg er 37 år, læge og folketingsmedlem for SF. Jeg er født i Rawalpindi, Pakistan, men har boet i København, siden jeg var fire år. Ud over at være politiker og aktiv i den offentlige debat nyder jeg min yndlingsbeskæftigelse som far for mine tre børn, Nahtashah på elleve, Safiya på otte og Mali på fire år. Mine ordførerposter er sundhedsordfører, ordfører for seksuel ligestilling og ordfører på menneskerettigheder og sundhed i Asien og de arabiske lande.