Bedre rådgivning til gravide sparer indgreb
Når gravide får rådgivning opgiver mange ønsket om kejsersnit
Fødselslægerne og jordmødrene på Herlev Sygehus har vist, at man både sparer penge og øger patienttilfredsheden, hvis man tager nogle gode rådgivningssamtaler med gravide, der ønsker kejsersnit. Herlev Sygehus har indført en ordning, hvor gravide, der ønsker kejsersnit, tilbydes flere samtaler med en jordemoder og mindst to samtaler med en læge. Under samtalerne får sundhedspersonalet indblik i, hvad der bekymrer den gravide i forhold til at føde almindeligt, og gennem rådgivning oplyser og beroliger de den gravide. Det har fået halvdelen af de kvinder, der oprindeligt ønskede kejsersnit, til at vælge at føde almindeligt.
Jeg har i dag stillet spørgsmål til sundhedsministeren om, hvordan han vil sikre, at andre regioner følger det gode initiativ op, når regionerne pt fattes penge til nye initiativer.
Eksperter råder normale, sunde kvinder til at føde almindeligt, da det er det bedste, når alle risici lægges sammen, både for mor og barn. Der er altid risiko for komplikationer ved et kejsersnit, som jo er et kirurgisk indgreb, og kejsersnit kan også have betydning for fremtidige graviditeter.
Kamal Qureshi sundhedsordfører for SF |