Vi tramper på vore egne idealer
SF’s retsordfører Karina Lorentzen og jeg er oprørte over hvor den vestlige verdens kamp mod terror fører os hen efter at have set video af forhør af 15-årig på Guantánamo.
Derfor har vi i dag udsendt følgende:
"Vi er i fuld gang med ødelægge vore egne flotte og stærke idealer om retssikkerhed og beskyttelse af det enkelte menneske, hvis dette er måden, vi behandler vore politiske modstandere eller modstandere af demokratiet på", siger SF’s retsordfører, Karina Lorentzen, og SF’s menneskerettighedsordfører, Kamal Qureshi, samstemmende.
De to SF’ere er oprørte over den offentliggjorte video af en 15-årig canadisk dreng, der forhøres på Guantánamo, et forhør der fuldstændig knækker ham. Lorentzen og Qureshi reagerer også efter forlydender om, at den britiske efterretningstjeneste skal have fået pakistansk politi til at torturere terrormistænkte britiske statsborgere, hvorefter britiske agenter afhørte fangerne.
"Det er meget foruroligende, hvad der tilsyneladende foregår i terror-bekæmpelsens navn. Terror skal bekæmpes, men når amerikanerne burer folk inde i årevis uden at stille dem for en dommer, er amerikanerne jo ikke et hak bedre end de mennesker, de anklager for at bekæmpe demokratiet og borgernes retssikkerhed – så er amerikanerne selv i gang med at træde egne principper under fode", siger de to ordførere og understreger, at Danmark indirekte støtter amerikanerne, da vi er i alliance med USA, og at kritikken også retter sig mod den danske regering, som alt for længe har været USA’s skødehund.
"Fra europæisk side har vi i årtier lagt stor vægt på at give krigsforbrydere en retfærdig rettergang, Serbiens Milosevic for eksempel, selvom han ikke gav samme ret til sine modstandere. Den ret skal alle have, og det er det, der skaber respekt om Europa og de europæiske menneskerettigheder. Man skal huske, at det kun er stærke retsstater, der har overskud til at overholde egne principper – især i modvind", siger Lorentzen og Qureshi.
|