Hvis det danske sundhedsvæsen skal påvirkes af andre end regeringen og Dansk Folkeparti, skal oppositionen nu stå sammen i en fælles front.
"Sundhed handler om centrale værdier og er et essentielt spørgsmål i samfundet, og derfor er det vigtigt, at oppositionen har en fælles front for at vise, at der findes et handlekraftigt alternativ til regeringen," siger Kamal Qureshi til Altinget.dk.
"For SF har det topprioritet at vælte regeringen, og det mål når vi ikke, hvis vi er mere optaget af hver vores kamp i forhold til at stå sammen. Og på trods af uenigheder, handler det om at bygge bro, så vi kan vise et reelt alternativ til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K). Vi er enige med De Radikale om bl.a. en mere patientorienteret dagsorden, mens vi er tæt på Socialdemokraterne om en social lighed i sundhedsvæsnet," siger Kamal Qureshi.
"At De Radikale og Socialdemokraterne har anderledes holdninger til vores samarbejde, ændrer ikke min prioritering. Men det kan godt være, at opgaven bliver lidt mere udfordrende," slutter Kamal Qureshi.
Læs mere - klik her: http://www.altinget.dk/Sundhed/artikel.aspx?Id=72736