Nummer 11, november 2005

NYT FRA KAMAL

Nyhedsbrev fra folketingsmedlem for SF Kamal Qureshi

Kære modtager af nyhedsbrevet
På den sidste dag i muslimernes fastemåned, Ramadanen, vil jeg ønske alle læserne Eid Mubarak (glædelig Eid), som vi skal holde i morgen. Afslutningen af Ramadanen fejres af alle muslimer i hele verden ved samvær med familien og god mad i læssevis. Der er også gaver til børnene, og jeg har i min familie desuden en tradition for, at jeg tager mine og mine søstres børn med i biografen, altså bare de store. Dem er der i alt 13 af, så det er en ordentlig udflugt! I år skal vi se tegnefilmen Madagascar.

Efter en travl sommer – nyhedsbrevet har ventet længe på sig, det ved jeg godt, til gengæld er det langt! – rejste jeg med min familie på efterårsferie. Vi kom hjem mandag aften efter to ugers sol, sand og vand (en kvinde og en mand – nå ja, og tre børn ) ved Sharm Elsheikh i Ægypten. Både min kone og jeg er begejstrede for dykning og snorkling, og det har været dejligt at dele de oplevelser med vores to store piger, som tilbragte hele ferien med snorkler og svømmefødder på! Undervandsfaunaen var mere imponerende end noget andet sted, jeg har snorklet, og vi så dragefisk, ørnerokker og meterlange moræner. Den allerstørste oplevelse var dog at komme helt tæt på en 1½ meter lang barracuda, som jeg bare MÅTTE hen og røre halen på, selvom den er farlig. Alt i alt har det været to uger med afslapning, sol, en masse is og familiesamvær.

Tilbage på barrikaderne må jeg konstatere, at det er forstemmende at bo i Danmark i disse år. Opsplitningen mellem dem, der er ”rigtige” danskere og dem, der er ”forkerte” bliver tydeligere og tydeligere, og vi er på vej mod et samfund, jeg frygter. Indvandrere og deres efterkommere er som gruppe på vej til at blive et proletariat, som uddannelsesmæssigt, økonomisk og socialt er ved at blive skubbet helt ud i kulden. Trods min ellers ukuelige optimisme giver det mig til tider en følelse af afmagt at mærke, at presset fra den anden side, fra den side der ønsker denne udvikling, er så stærkt, og i virkeligheden håber jeg på en revolution: At alle, der – måske i det stille – ønsker et andet Danmark, vil rejse sig og kræve humanismen, tolerancen og den medmenneskelige respekt tilbage. Respekten for demokratiet og beskyttelsen af mindretal og svage grupper står for skud i disse år. Det vender jeg tilbage til senere i dette nyhedsbrev.

Kommunalvalgkampen er i fuld gang, og vi mangler aktivister, som kan tænke sig at være med til at arbejde for, at Københavns næste overborgmester hedder Bo Asmus Kjeldgaard, og at SF får så mange stemmer som overhovedet muligt. Hvis vi skal gøre noget ved hovedstadens opsplitning mellem brune og hvide ghettoer og for alvor skabe et multietnisk og godt fungerende København, har vi brug for et stærkt mandat i Borgerrepræsentationen. Derfor opfordrer jeg dig til at melde dig som aktivist på www.boasmus.dk.

OL for homoseksuelle
I august var jeg på en uges ophold i Canada, hvor jeg beskæftigede mig med en af de vigtige dele af min politiske vision, nemlig minoriteters rettigheder og forhold, og jeg var inviteret til Canada af arrangørerne af de næste Olympiske Lege for homoseksuelle. De skal afholdes næste sommer i Montreal, og i 2009 kommer legene til København. Man havde inviteret mig med som en politiker, der er stærkt engageret i området, og det var en stor oplevelse. Det er selvfølgelig lidt grænseoverskridende – selv for mig som er vant til at komme i det homoseksuelle miljø – at være omgivet af mænd, som tjekker én ud og ikke går af vejen for diskrete men frække forslag. Næste års OutGames, som de Olympiske Lege for homoseksuelle også kaldes, bliver en spektakulær begivenhed med 50.000 deltagende atleter og 250.000 forventede deltagere. Ved siden af legene afholdes en menneskerettighedskonference, som skal have deltagelse af nogle af de tunge folk inden for dén verden. Det bliver en tung, men også spændende arv at løfte for de københavnske arrangører i 2009.

Årets politiker
Og når vi nu er ved de homoseksuelle, ja så lykkedes det mig endelig at få Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes pris som ”Årets Politiker” efter at have været nomineret i tre år. Det var en stor glæde for mig at gå på scenen på Rådhuspladsen i august og modtage prisen. Tusind tak til alle der har stemt på mig og skrevet alle de fine ord som begrundelse, og tak for alle lykønskningerne. Paradedagen var i det hele taget en rigtig god dag. Solen skinnede, og jeg havde gået med i paraden, som var festlig og skør og sjov som altid. Når det så er sagt, er jeg nødt til at hælde lidt malurt i parade-bægeret, for kampen er slet ikke ovre endnu. Vi mangler at få gennemført, at homoseksuelle skal kunne adoptere, ikke kun deres partners barn, men også børn fra Indien, Korea eller Kina, at lesbiske par skal kunne blive insemineret af læger på det offentliges regning, og at trossamfundene selv skal kunne beslutte, om de ønsker at vie homoseksuelle eller ej. Der er et stykke vej igen, før vi opnår reel ligestilling, og kampen fortsætter.

Ændring af loven om kunstig befrugtning
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen er på vej med et forslag om at ændre loven om kunstig befrugtning, som dikterer, at lesbiske par og enlige kvinder ikke kan blive insemineret i offentligt regi. Det er tvivlsomt, hvor stor en ændring Lars Løkke vil komme med, for han har på forhånd både DF og store dele af regeringen – de såkaldte liberale partier – imod sig. Blandt oppositionens medlemmer forventer jeg, at alle stemmer ja, og det vil vi nok også gøre, selvom forslaget kun måtte indeholde en lille ændring, f.eks. at lesbiske par og enlige kvinder kan modtage behandling i det offentlige system mod at betale selv. Det er trods alt en forbedring, selvom det langt fra er nok.

Ændringer i sundhedssystemet – hvad har tænderne gjort?
Og når vi nu er ved sundhedssystemet, så er der andre dele af den måde, det er indrettet på, der skriger til himlen. Lad mig komme med et eksempel: Hvis man lider af en sygdom i slimhinderne i munden, får man gratis behandling i det offentlige sundhedssystem, men lider man af en sygdom, som sidder to centimeter derfra, altså i tandkødet og tænderne, så må man betale selv. Også selvom behandlingen kan komme til at koste flere hundredetusind kroner. Det er helt urimeligt og grotesk, men det er ikke desto mindre virkeligheden for de titusinder af mennesker, der hvert år rammes af sygdommen aggressiv paradentose. Derfor har jeg foreslået, at det offentlige skal betale behandlingen for disse patienter.

Radio Holger
For et par måneder siden udbredte studieværten på den stærkt højreorienterede radiostation Radio Holger, Kaj Wilhelmsen sig om, hvad man efter hans mening skulle gøre for at forhindre terror. Et af hans forslag gik på, at man skulle ”… slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel”. Radiostationen er siden blevet lukket for en periode af tre måneder, en beslutning der overraskede mig, for jeg forstår ikke, at en radiostation, der direkte opfordrer til drab på en befolkningsgruppe kan slippe så let. Hvorfor lukker man den ikke bare helt?! Ville man ikke gøre det, hvis studieværten havde opfordret til drab på alle børn med rødt hår? Da Hizb ut-Tahrir opfordrede til drab på jøder, var alle politikere på barrikaderne med fordømmelse, men over for Radio Holger har ingen reageret. Heller ikke regeringen. Er det, fordi det drejer sig om muslimer? Må man gerne opfordre til at slå dem ihjel?

Dem og os
Efter terrorbombninger i London i juli måned har ikke alene Storbritannien men også Danmark oplevet en kraftig stigning i antallet af racistisk motiverede overfald. Ifølge PET, Politiets Efterretningstjeneste er ¾ af overfaldene begået af mennesker med dansk baggrund mod mennesker med udenlandsk baggrund. Generelt oplever vi en øget opsplitning mellem ”dem” og ”os” – hjulpet stærkt på vej af regeringen og ikke mindst Dansk Folkeparti, som ikke forsømmer nogen chance for at male et billede af muslimer som antidemokratiske, voldelige, kriminelle og potentielle terrorister.
   Jeg var inviteret til det famøse Marienborgmøde den 20. september, men meldte fra. Jeg var nemlig ikke inviteret på grund af viden, eller fordi jeg er medlem af folketinget. Jeg var kun inviteret med, fordi jeg er muslim. På den måde blander regeringen politik og religion sammen, og det var et propagandanummer, jeg ikke ville være med til. Hvis regeringen vil tale terrorbekæmpelse med en SF’er, skulle den invitere vores terror-ordfører, Anne Baastrup.
   Som nogle af læserne nok har bemærket, markerede SF til Kulturnatten for et par uger siden på tydelig vis, hvor vi mener, man skal være bekymret i dagens Danmark. Vi havde fra mit kontor lavet en tipskupon med fremmedfjendske citater, og opgaven gik så ud på, at man skulle gætte, hvilke citater der stammede fra fremtrædende nazister fra 1930erne og ’40erne, og hvilke der stammede fra fremtrædende medlemmer af Dansk Folkeparti. Hvis du ikke har gjort det allerede, kan du selv prøve at gætte med på www.kamal.dk. Det er ikke let! Tipskuponen lavede vi selvfølgelig for at gøre opmærksom på, hvordan der i det offentlige rum i Danmark tales om indvandrere, især muslimer. At citaterne fra DF’ere ligner nazisternes til forveksling, synes jeg er direkte skræmmende. Denne gang er det bare ikke jøderne men muslimerne.

Ubehagelige klistermærker
For et stykke tid siden fik jeg en e-mail fra en fyr ved navn Christian, som ville fortælle mig, at han på Nørrebro havde set klistermærker med mit billede på og teksten: ”Er denne muslimske pakistaner og dansker-hader en mulig terrorist og bombemand?” Christian havde meldt det til politiet og ville lige sørge for, at jeg var orienteret, og selvom jeg efterhånden er vant til lidt af hvert, blev jeg alligevel ubehagelig til mode. Tanwir Ahmad, muslim og medlem af Københavns Borgerrepræsentation for de Radikale, også er blevet udsat for chikanen med klistermærkerne. I Tanwirs tilfælde blev klistermærkerne endda sendt til hans privatadresse, hvilket ikke overraskende har været så ubehageligt for ham, at han har valgt ikke at genopstille ved valget om to uger. Det gør mig både trist og rasende, at en eller anden indskrænket klovn ikke har forstået, hvad demokratiet handler om og ikke respekterer andres ret til at deltage i det.

Klistermærkerne er endnu et eksempel på sammenkædningen af muslim og terrorist og anerkender på ingen måde min og andres ret og pligt til som folkevalgt og borger i Danmark at kritisere vores eget samfund for at forbedre det. Hvis vi brune gør det, bliver vi kaldt dansker-hadere, og det kvalificerer ikke, at man er opvokset i Danmark, har taget sin uddannelse her, arbejder og bor her, er dansk statsborger og føler, at Danmark også er ens land. Eller som Søren Krarup sagde til mig i folketingssalen: ”sæt dig på din rumpe og lær noget om det land, du er kommet til”. Det handler ikke længere om argumenter, om debat, om forskellige holdninger. Det handler om, at ens familiebaggrund er udenlandsk, er fremmed og dermed forkert. Det kan man ikke gøre noget ved, ikke engang opføre sig ordentlig og klare sig godt, for man er diskvalificeret på forhånd. Hvad i alverden skal mennesker med udenlandsk baggrund så gøre?

Muslimsk-jødisk netværk
For at imødegå denne udvikling har jeg meldt mig ind i PCC, The Political Council for Coexistence, som er en ny organisation, hvis formål er at forene muslimske og jødiske politikere i kampen mod den stigende islamofobi og antisemitisme i verden. Organisationen har allerede medlemmer i mere end 16 lande, medlemmer som vil bruge deres politiske indflydelse til at gå forrest i at påtale og kritisere racistiske angreb på jøder og muslimer.

Fra kontoret
Som sundhedsordfører er jeg af den overbevisning, at man ikke bare skal prædike men også forsøge at praktisere, og siden jeg nu ikke selv ryger, måtte min trang til at få en ryger til at holde op, gå ud over vores stakkels rygende frivillige, Louise! Derfor blev Louise bedt om at udarbejde et arbejdspapir over rygningens skadelige virkninger, både for helbredet og for samfundsøkonomien, og underligt nok (!) fik det efter få uger Louise til at kvitte smøgerne!  Hun har en friskere kulør end nogensinde, og vi uddeler naturligvis mange komplimenter for at holde hende til ilden (ja undskyld!)

Når morgendagens Eid-festligheder har lagt sig, tager kontoret igen fat og arbejder igennem. Udover Anne-Mette og vores praktikant, Vanessa, har jeg en baggrundsgruppe af mennesker, der støtter mig og gerne vil være med til at inspirere og kommentere min politik. Vi skal på arbejdsweekend lørdag og søndag, hvor der skal diskuteres politik og strategi for de næste år, og jeg er sikker på, at vi vender tilbage fulde af gejst og ny energi. På genhør!

Udgivet af Kamal Qureshis kontor
Christiansborg, 1240 København K. Telefon: 33 37 44 70
sfkaqu@ft.dk (Kamal Qureshi) eller sfamjo@ft.dk (Anne-Mette Johnsen)