Her kan du se en oversigt over alle Kamals breve.

Nyhedsbrev september 2009
Nyhedsbrev juni 2009
Nyhedsbrev februar 2008
Nyhedsbrev februar 2008
Nyhedsbrev december 2007
Nyhedsbrev september 2007
Nyhedsbrev maj 2007
Nyhedsbrev april 2006
Årskavalkade 2005
Årets sidste nyhedsbrev
Nyhedsbrev fra Kamal - November
Juli 2005
Marts 2005
Sidste nyt før valget fra Kamal
Januar 2005 (valgnyt)
Januar 2005
December 2004
April 2004
November 2003
 
Nyhedsbrev september 2007

Nyhedsbrev, september 2007

Kære modtagere af nyhedsbrevet!

Efter en våd sommer som jeg tilbragte sammen med mine børn i Danmark, er jeg igen i fuldt gang med mit politiske arbejde på og udenfor for Christiansborg. Solen har ikke ligefrem vist sig fra sin mest solrige side i det regnvåde Danmark, og Anders Fogh & Co. er stadig ved magten med alt hvad det indebærer af forringelser, skattelettelser og triste politiske tiltag. Det er nu tid til at der kommer mere solskin over Danmark. Der er masser at kæmpe for i den kommende politiske sæson. Tjek http://www.kamal.dk/fokusligenu.php

Du kan sætte dagsordenen

Der sker en masse ting udenfor Christiansborgs mure, og jeg er meget interesseret i at komme i dialog med dig. Oplever du uretfærdigheder, diskrimination, demonstrationer eller blot skæve og sjove oplevelser, der sætter fokus på negative problemer eller positiv mangfoldighed i det danske samfund, så er du velkommen til at sende små videoklip og film til kamal.qureshi@ft.dk.

Indslagene skal have konkret relevans for mine politikområder. Og må max. være 5-10 minutter. De mest interessante indslag vil blive uploadet på min hjemmeside. Husk at skrive en mail at dit materiale må benyttes af os, samt lidt om dig selv og hvad baggrunden er for dit indslag. Du kan sætte dagsordenen!

Valg?

Valgtønderne er begyndt at buldre og stemningen på mit kontor er helt i top. SF står til stor fremgang. Den seneste meningsmåling giver os 11,4 % af stemmerne. I min kampagnegruppe er vi i fuld gang med at planlægge og udtænke kreative idéer, så vi i fællesskab kan slå Fogh. Det sprudler med gode forslag og kollektiv kampgejst, der smitter af på os alle. Hvis du vil hjælpe mig i en valgkamp så skriv til mig på kamal.qureshi@ft.dk med idéer og forslag.

Seneste sager:

Copenhagen pride

For et par uger siden deltog jeg i Copenhagen Pride. Det var fedt at se folk i farvestrålende udklædning i Københavns gader. Copenhagen Pride er hvert år et arrangement jeg glæder mig til, og også i år var det en fornøjelse at være med. Det er rystende, at f.eks. vores naboland Polen, som nu også er et EU-land, på grov vis diskriminerer sine egne borgere og forbyder afholdelse af parader.

1:1 ordning – noget for noget!

Jeg deltog forleden i en debat om hjerneflugt fra fattige lande på Panum Instituttet. Flere og flere højtuddannede fra fattige lande rejser mod Europa og USA og efterlader dermed ringere mulighed for at deres lande udvikler sig i en positiv retning. Lande som eksempelvis Etiopien drænes for dygtige folk. Det dur ikke, da det giver global og social skævhed. I Danmark trækker vi kort sagt de gode hjerner ud af lande syd for Sahara og efterlader de andre der har brug for hjælp i et håbløst armod. Lande som Danmark, der modtager de veluddannede fra fattige lande bør derfor også forpligtes til at hjælpe fattige flygtninge. Hvis vi tager en veluddannet læge, skal vi også tage en fattig flygtning, der har brug for hjælp. Noget for noget!

Gratis prævention til unge

De følelsesmæssige – og personlige omkostninger - ved at dyrke usikker sex kan være store. Disse omkostninger må vi forsøge at minimere. Erfaringer fra Norge viser, at gratis prævention til unge kan nedsætte antallet af aborter hos teenagere.
Når vi anerkender, at unge kan have sex, når de er fyldt 15 år, så har vi også et ansvar for at give dem de optimale betingelser for at dyrke sikker sex. Hverken tilgængelighed eller økonomi må være en hindring for dette. Det handler om de unges fremtid. Derfor mener jeg, at alle unge under 26 år skal have adgang til gratis prævention og fortrydelsespiller. Du kan stadig nå at skrive under på en underskriftindsamling om at få gratis prævention i Danmark på:
http://www.gratispraevention.skrivunder.dk/ 

Homoseksuelles ret til adoption

En vigtig mærkesag der står højt på min dagsorden, er at homoseksuelle, skal have ret til at adoptere på lige fod med alle andre der brændende ønsker sig et barn. I dag kan enlige mødre adoptere, men to mennesker der har en anderledes seksualitet end normen kan ikke adoptere. Jeg mener at homoseksuelle forældre kan være lige så omsorgsfulde som alle mulige andre forældre. Omsorg for børn afhænger ikke af forældrenes seksuelle orientering. Læs mere på: http://www.ft.dk/doc.aspx?/search.asp?q=

Bedre folkeskoler frem for flere firhjulstrækkere

Folkeskolen er i en elendig forfatning. Der skal gøres noget nu og her.

Når Frederikke og Fatima møder op i folkeskole mandag morgen, er det ikke en moderne skole der venter på dem. Slidte geografibøger, hvor Sovjetunionen og Østtyskland stadig kan ses på landkortet udgør sammen med gamle fugtige gymnastiksale og kolde baderum deres hverdag. Samtidig har regeringen nu lovet skattelettelser på 10 milliarder kroner, der blot vil øge privatforbruget drastisk. Men privatforbruget er allerede vokset med hele 120 milliarder kroner over de sidste fire år. Vi har ikke brug for flere penge til firhjulstrækkere og luksusrejser samtidig med, at skolerne falder fra hinanden og kvaliteten bliver ringere for vores børn. Læs mere på:

http://www.kamal.dk/fokusligenu.php?id=182http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyheder/Hovedstadsomraadet/2007/09/03/180318.htm

Danskerne vil være donorer fra fødslen

 

Der er stor mangel på organer. Så stor mangel at rige danskere tager til fattige lande i den tredje verden for at købe sig til en ny nyre eller en ny lever. På nuværende tidspunkt skal man i Danmark selv tilmelde sig donerregisteret hvis man ønsker at donere sine organer væk, men eksperter har foreslået at lave ordningen for organdonation således at Danmark, ligesom 19 andre europæiske lande, indfører "formodet samtykke". Dette betyder, at man automatisk er organdonor fra fødslen, og selv skal framelde sig donorregistret, hvis man ikke ønsker at donere sine organer væk. En undersøgelse viser at 70% af danskerne siger ja til denne mulige ordning. Derfor er det på tide at vi får lavet den nuværende ordning om, så den fungerer på flertallets præmisser. Når vi har stor mangel på organdonorer, så skal vi have en ordning der gør det nemt for de danskere der gerne vil donere. På den måde for vi også både mulighed for at komme organturismen til livs samt sørge for, at de nyresyge får et værdigt liv. Læs mere her: http://jp.dk/indland/article974552.ece

Nyt fra kontoret

Lykke er efter et spændende halvt år stoppet som praktikant, og er nu i gang med sit speciale på RUC. Velkommen til Mikael der er startet som ny praktikant. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med ham igennem et spændende politisk efterår. Mikael er medievidenskaber fra Aarhus Universitet. Han er netop hjemvendt fra et studieophold på Universitetet i Oslo, hvor han har studeret politisk journalistik og kommunikation. Anne-Mette er stadig på orlov og Jesper er her i stedet for.

Du er velkommen til at sende en mail på kamal.qureshi@ft.dk, hvor du fortæller om dine bud på løsninger af samfundets udfordringer eller blot vil bidrage til min politiske kamp med dine synspunkter. Jeg lover at inddrage dine inputs i mit politiske arbejde, men jeg kan desværre ikke love at svare tilbage på alle mails.

De bedste hilsner - og godt efterår!

Med venlig hilsen

Kamal H. Qureshi

http://www.kamal.dk/

 

 

 

 

Initiativer der gør en forskel:
Om Kamals rejse til Pakistan
Giv en hånd - giv en skilling