Her kan du se en oversigt over alle Kamals breve.

Nyhedsbrev september 2009
Nyhedsbrev juni 2009
Nyhedsbrev februar 2008
Nyhedsbrev februar 2008
Nyhedsbrev december 2007
Nyhedsbrev september 2007
Nyhedsbrev maj 2007
Nyhedsbrev april 2006
Årskavalkade 2005
Årets sidste nyhedsbrev
Nyhedsbrev fra Kamal - November
Juli 2005
Marts 2005
Sidste nyt før valget fra Kamal
Januar 2005 (valgnyt)
Januar 2005
December 2004
April 2004
November 2003
 
Nyhedsbrev maj 2007

Kære modtagere af nyhedsbrevet.

Solen skinner, det er blevet forår og hold da op hvor er det længe siden, at jeg sidst har sendt et nyhedsbrev ud. Det beklager jeg, men nu er det her og med en kort opdatering på, hvad jeg har haft fokus på siden, jeg vendte tilbage på mit kontor 1.januar.

Med venlig hilsen Kamal H. Qureshi

 

Urafstemning

Jeg vil gerne starte med at takke alle jer der stemte på mig ved urafstemningen om SF’s folketingskandidater i København til næste valg. Afstemningen fandt sted blandt de 2200 SF-medlemmer i København, Tårnby, Dragør og Frederiksberg. Med 476 stemmer var jeg den der fik flest, efterfulgt af Anne Grete Holmgaard med 361 stemmer. Det var rigtig dejligt at få sådan et skulderklap op til den kommende valgkamp i den nye hovedstadskreds. Så mange tak for det!  

 

New York tur retur i påsken

New York er en skøn by, som jeg holder meget af. Pumpende energi døgnet rundt og en smeltedigel af forskellige kulturer hvor der findes indbyggere fra alle verdenshjørner. Byen er derfor netop et eksempel på, hvordan meget forskellige kulturer og etniske minoriteter kan fungere sammen side om side. Jeg valgte at nyde nogle af påskedagene i byen, hvor jeg mødes med en del fremtrædende folk fra forskellige grupper og hørte om deres erfaringer og arbejde. Det var meget inspirerende.   Samtidig gav turen mig også en lejlighed til at smutte fordi nogle gamle venner og sige hej.   

 

Seneste sager:

Abortalderen til debat

På nuværende tidspunkt er det sådan, at unge kvinder mellem 15 og 17 år skal have samtykke fra deres forældre, før de kan få foretaget en abort. Det synes jeg er helt grotesk, og det er derfor også noget jeg arbejder for at få lavet om på. Det giver simpelthen ikke nogen som helst mening, at unge kvinder over 15 år skal have lov af deres forældre før de kan få en abort, mens at de frit kan nægte at modtage vigtige operationer eller behandlinger, og frit købe prævention og dyrke sex. Rettigheder og pligter bør følges ad. Derfor bør alderen for selv at kunne bestemme om man ønsker en abort eller ej stemme overens med den seksuelle lavalder. Der er ikke nogen som helst tvivl om, at det at få foretaget en abort er et meget svært valg, som man ikke skal stå alene med. Derfor bør der samtidigt også gives bedre og mere støtte og vejledning til de unge, når de skal træffe valget om hvorvidt de ønsker en abort eller ej. De unge skal naturligvis have al den støtte og vejledning de har brug for, men det bør det være de unge kvinder selv og ikke deres forældre eller andre, der i sidste ende skal bestemme hvorvidt de skal have en abort.

 

For mere information se link:

http://www.urban.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070215/URBAN/70214007&SearchID=73276456518557

 

Fixerum og lægeordineret heroin

Alle har ret til et værdigt liv, og det er ikke særlig værdigt for en misbruger at skulle sidde i en kælderskakt eller stå i porten til en baggård og indtage sine stoffer. For den forbipasserende er det heller ikke særligt rart at overvære en stiknarkoman der tvinger en sprøjte ind i lysken, ligesom at det heller ikke er særligt hensigtsmæssigt at det i børnenes sandkasse på legepladsen flyder med brugte kanyler. Jeg arbejder derfor stadigvæk på, at vi kan få indført fixerum hvor narkomanerne under ordnede forhold kan indtage deres stoffer.

En anden ting som i marts måned har været på tapetet i forbindelse med stofmisbrugere er lægeordineret heroin til de hårdest ramte narkomaner. Det er helt vildt at der hvert år dør hvad svarer til antallet af passagerer i et fyldt charterfly, nemlig 300 narkomaner som følge af deres misbrug. Samtidig er Danmark det land i Europa hvor der dør flest mennesker som følge af stofmisbrug. Det må vi simpelthen forsøge at gøre noget ved. I flere europæiske lande har man positive erfaringer med at behandle de hårdeste ramte narkomaner med lægeordineret heroin frem for med metadon. Derfor fremsætte SF, sammen med resten af oppositionen, et forslag om at de hårdest ramte narkomaner skal behandles med lægeordineret heroin. Ja tænk engang - efter at Pia Kjærsgaard har været på feltekspedition på Vesterbro, så overvejer Dansk Folkeparti faktisk at tilslutte sig forslaget. Hvis det kan ændre Dansk Folkepartis holdning at komme ud og se en bid af den virkelige verden, så burde Pia Kjærsgaard måske overveje at gøre det lidt oftere. I den forbindelse kunne hun jo så passende slå et smut fordi et dansk asylcenter eller besøge en regnbuefamilie.   

 

Relevante links:

http://www.urban.dk/apps/pbcs.dll/article?AID=/20070129/PCPOLITIK/701290363&SearchID=73276456109763

http://politiken.dk/indland/article255199.ece

http://politiken.dk/indland/article251914.ece

http://politiken.dk/debat/klummer/jf_klummer/article243938.ece

 

Lesbiske og kunstig befrugtning igen igen….

2. juni i fjor blev det drukket sejrs-champagne på mit kontor. Det var en festdag hvor vi fejrede at lesbiske, på lige fod med andre, kunne modtage gratis kunstig befrugtning. En lesbisk mor udtalte: "Nu signalerer den danske stat endelig, at jeg er mor ligesom alle andre mødre og ikke en slags 2.rangsmor". Jeg var selv meget glad den dag, da vi havde arbejdet og kæmpet for det længe. Men glæden varede kort, for i februar lancerede Dansk Folkeparti, med støtte fra regeringen, et forslag som betyder at de homoseksuelle og enlige selv skal betale for at få kunstig befrugtning. Argumentationen fra Dansk Folkeparti går på at det offentlige må prioritere sine ressourcer, og der derfor simpelthen ikke er råd til at de lesbiske kan få kunstig befrugtning. Jeg har svært ved at tage den argumentation seriøst da de ekstra udgifter, der er ved også at tilbyde lesbiske par kunstig befrugtning, er minimale. Næ, at lesbiske skal betale for at modtage kunstig befrugtning handler simpelthen om, at Dansk Folkeparti nægter at acceptere at det i sommeren 2006 endeligt blev muligt for Karen og Mette at få et barn sammen. Med Birthe Skaarups egne ord kan det vist ikke siges mere tydeligt: ”At et barn får en opvækst med to kvinder. Det er vi (DF) imod, og det er det, det hele drejer sig om for os i dag”, citat Birthe Skaarup fra debat i folketingssalen fredag d. 23.2.2007. Heldigvis er jeg sammen med en masse andre for at lesbiske har ret til en familie, så det må vi så bare få gennemført endnu engang.  

 

Relevante links:

http://politiken.dk/indland/article250815.ece

http://politiken.dk/indland/article243537.ece

http://www.fyens.dk/article/766678?highlight=lesbiske

 

Ungdomshuset

I medierne har konflikten omkring Ungdomshuset fyldt meget de sidste par måneder. Det har været meget trist at se hvordan situationen på Nørrebro har udviklet sig. Nørrebro har altid været et sted hvor der har været plads til mangfoldighed og hvor mange forskellige kulturer og miljøer har levet side om side. Miljøet omkring Ungdomshuset har desuden stået for en masse kreativitet, engagement og alternativ kultur. Derfor var det meget ærgerligt at Københavns Kommune ikke fandt en fredelig løsning med de unge. Derudover er det trist og bekymrende for Nørrebro og også for København, at Jagtvej 69 nu bliver et samlingssted for Faderhuset. En sekt som blandt andet er imod fri abort og afskyr homoseksuelle og muslimer. Vi har brug for aktiviteter på Nørrebro som kan samle de mange grupperinger der lever side om sidde på i bydelen. Vi har ikke brug for noget der splitter siderne imellem. Der skal være plads til de skæve kulturer i vores hovedstad. Der skal være plads til mangfoldigheden. København skal have et nyt Ungdomshus, ikke kun for de unges skyld men også for vores egen skyld.

 

Besøg fra Duborg Skolen

Før påske fik vi her på Christiansborg besøg fra Duborg-Skolen, som er et dansk gymnasium i Tyskland hvor eleverne primært kommer fra det danske mindretal. Jeg deltog i en paneldebat som var en del af arrangementet ved deres besøg. I panelet fik jeg blandt andet selskab af Søren Krarup (DF), Kim Andersen (V) og Christine Antorini (S) med flere. Det var en super god debat, hvor eleverne deltog meget aktivt og med mange interessante betragtninger på spørgsmål omkring blandt andet nationalitet og valgretsalder. Specielt blev jeg glad over at høre, hvordan de unge talte sig op imod Søren Krarup og gav ham kamp til stregen i hans synspunkt om, at man kun kan have én national identitet. Mindretallet er blevet mere mangfoldigt. Vi lever i to kulturer og blander dem, som det passer os bedst”, sagde to af eleverne i debatten.  Det er super fedt at høre hvordan eleverne ikke lader sig binde af en bestemt national identitet, men ser det som en berigelse af de har flere kulturelle tilknytninger.   

 

Menneskerettigheder og dødsstraf til debat

Dansk Folkeparti har længe angrebet etniske minoriteter for ikke at dele de værdier, som hovedparten af danskerne deler. Derfor synes jeg at det var på sin plads, at spørge Dansk Folkeparti om hvad de egentligt synes om værdier som menneskerettigheder og dødsstraf, da det for mig og mange andre danskere er nogle værdier der er helt essentielle i et demokratisk samfund. Derfor sendte jeg i sidste uge et læserbrev til Nyhedsavisen, hvor jeg spurgte hvad DF’s holdning var til disse spørgsmål. Det fik sat skub i debatten i medierne, hvor det pludselig var Dansk Folkepartis værdier der var til debat. Mediemøllen rullede og Pia Kjærsgaard måtte flere gange hive den store fiskestang frem og måtte igen og igen en tur i pressen for at forklare og rydde op efter sine partikamérater. Camre og Krarup slap med skrækken og en undskyldning, mens Morten Messersmith blev ofret. Det er hverken først - og sikkert heller ikke sidste gang, at medlemmer fra Dansk Folkeparti udtaler sig kritisk overfor dødsstraf og diskriminerende overfor indvandrere og homoseksuelle. Men det var dejligt at se at det endelig fik en konsekvens.

 

Relevante links:

http://avisen.dk/blogs/artikel/mener-krarup-om-doedsstraf-250407.aspx#146552

 

Landsmødet

Når den største ”konflikt” til SF’s landsmøde i Vejle handlede om hvorvidt der skulle have været lidt flere chilier på væggene frem for billeder af Villy Søvndal, så ved man at det går godt. Og det går også godt i SF. Medlemstallet rundede ved landsmødet i weekenden de 10.000. To ud af tre centrum-venstre vælgere ønsker SF i regering, og vi står til en massiv fremgang ved næste valg.  Der er optimisme og selvtillid i partiet og en tro på at vores politiske projekter kan lade sig gøre, hvilket vores formand Villy Søvndal har en stor del af æren for. Jeg var i sin tid med til at støtte Villy som formandskandidat, og det er dejligt at se hvor godt han har gjort det. SF står for danskerne som et tydeligt og klart alternativ til den nuværende regering, og der hersker positivitet og ro i partiet. Dette kom naturligvis også til at prægede årets landsmøde, hvor et overvældende flertal stemte for målsætningen om at få SF i regering ved næste valg. En vigtigt og rigtig beslutning, hvis Fogh skal væltes ved næste valg. Alt i alt et godt og roligt landsmøde, som sikkert var kedeligt for journalisterne men godt for os i SF.   

    

Nyt fra kontoret

Mit kontor er blevet udstyret med et par nye folk her i foråret. Min sekretær Anne-Mette er stadigvæk på orlov, så her i foråret bliver jeg assisteret af Jesper som politiskmedarbejder og Lykke fra RUC som er akademisk praktikant hos mig frem til sommerferien. Jesper og jeg er hoppet med på fitnessbølgen og forsøger at gøre os sommerlækre ved at tage os sammen til at træne et par gange om ugen. Det er fedt at få rørt sig men godt nok lidt hårdt her i starten.       

 

 

Det sker i den nærmeste fremtid

10. maj: Den endelige afstemning i folketingssalen om hvorvidt lesbiske gratis skal modtage kunstig befrugtning.

10. maj: Kanal København sender kl. 17- 17.30 et program med mig hvor jeg taler om SF’s vision for et kommende regeringssamarbejde.

19. maj: Miss Africa 2007 kåres, og jeg skal være dommer. For yderligere information tjek http://www.missafrica.dk/

Initiativer der gør en forskel:
Om Kamals rejse til Pakistan
Giv en hånd - giv en skilling