For første gang blev der for nylig holdt statsborgerskabsdag på Christiansborg. Her bød det officielle Danmark velkommen til alle de mennesker, der havde fået tildelt statsborgerskab i 2005. Folketinget var på plads, og for mig var det en varm oplevelse at se alle disse mennesker, som nu er en anerkendt del af det danske samfund. Forsamlingen var en blanding af alle farver og religioner og et tydeligt symbol på, at den danske familie anno 2006 er en smuk og mangfoldig mosaik. Som led i velkomsten var der underholdning og taler, og jeg vil især fremhæve folketingets formands tale. Christian Mejdahl sagde bl.a. til de nye statsborgere:

"I er nu med til at skabe vor tids opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk – vores identitet. Jeg ønsker, at Danmark skal være et åbent samfund, hvor der er plads til nye måder at være dansk på."

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Familien Danmark er broget og mangfoldig, og det skal vi byde velkomment.

Dette nyhedsbrev introducerer en aktivitetskalender, hvor du kan se, hvilke møder eller debatter, jeg deltager i i den nærmeste fremtid. Den 26. april kan du f.eks. møde mig til et arrangement, hvor jeg vil fortælle om Muhammed-krisens betydning i dansk politik. Jeg håber, at mange modtagere af nyhedsbrevet vil få lyst til at deltage i de fremtidige aktiviteter.

Muhammed-krisen har fyldt kilometervis af spalteplads, og alle har udtalt sig om den. Nogle af jer har måske undret jer over, at jeg har været meget lidt synlig omkring hele forløbet, men det er med vilje. SF’s formand, Villy Søvndal, og jeg besluttede tidligt, at det var ham, der først og fremmest burde udtale sig om den største udenrigspolitiske krise i nyere tid. For det første fordi det er en sag for partilederen - og for udenrigsordføreren (Steen Gade) - og for det andet fordi jeg ikke vil være "muslim-ordfører". Jeg er en dansk politiker, som har ligestilling og sundhed som områder, og at jeg så i øvrigt er muslim er underordnet. Men for at ingen skal være i tvivl, så er jeg – ligesom resten af SF – en stærk forsvarer af ytringsfriheden. Den er grundstenen i et velfungerende demokrati og en garanti for, at befolkningen altid kan sige magthaverne imod – det var faktisk med det formål, den blev "opfundet". Og her taler vi både om politiske magthavere, mediemoguler, virksomhedsejere og andre dele af magteliten. Ytringsfriheden er derfor ikke noget, magthavere kan påberåbe sig for at tryne mindretal med begrænset mulighed for at svare igen. Den er en ret, almindelige mennesker skal kunne påberåbe sig, når magthavere prøver at lukke munden på dem ved f.eks. at smide dem i fængsel. Skulle vi for eksempel kæmpe for det iranske teokratis ret til at dæmonisere homoseksuelle? Eller den sudanske regerings dæmonisering af de kristne? Et eksempel herhjemmefra kunne være, om vi skulle kæmpe for en arabisk tv-stations ret til at dæmonisere det jødiske mindretal. Svaret på alle tre er selvfølgelig nej, for for et parti som SF er det afgørende at kæmpe for en rimelig magtbalance i samfundet, og i et demokrati må magthaverne selvfølgelig ikke bruge deres magt til at træde på dem, der ikke har del i den.

Onsdag den 22. marts var jeg sammen med en større gruppe af politikere med udenlandsk baggrund inviteret til statsministerens embedsbolig for at diskutere integration. På mødet stod det ret klart, at der blandt deltagerne var en stort set fælles opfattelse af, at Dansk Folkeparti er en betonklods om benet på regeringen, hvis Danmark virkelig skal komme nogen vegne på integrationsområdet. Partiets fremmedfjendske retorik og politik er direkte med til at skade integrationen – for slet ikke at tale om Danmarks omdømme i verden. På mødet blev Anders Fogh Rasmussen opfordret til at bryde sit nære parløb med Dansk Folkeparti på udlændinge- og integrationsområdet, hvilket han selvfølgelig nægtede. Man bider jo ikke den hånd, der fodrer én.

Nu har Anders Fogh erkendt, at det er nødvendigt at rette op på Danmarks omdømme i verden og har bebudet, at regeringen vil gennemføre en kampagne. Efter min mening vil det komme til at virke som ren kosmetik at forsøge at sælge Danmark som et tolerant og åbent land, når den eventyr-opfattelse i virkeligheden hører en anden tid til. Og en kampagne af den art ville lynhurtigt have den stik modsatte effekt, når det gik op for folk, at det er så som så med den danske åbenhed, når ingen borger fra Mellemøsten har nogen mulighed for bare at besøge Danmark på grund af de stramme visumregler. Det er sådan set Foghs store valg: Vil han, at Danmark skal være en aktiv og udadvendt deltager i verden, eller vil han holde sig til Dansk Folkepartis indadvendte, navlebeskuende nationalisme?

En interessant spiller er kommet på banen den seneste tid og ikke en hr. hvem som helst. Niels Due Jensen er bestyrelsesformand for Grundfos, en af Danmarks store internationale koncerner, og dermed en af de tunge drenge i dansk erhvervsliv. I aviser, radio og tv har han i de seneste uger i skarpe vendinger opfordret regeringen til at skære båndene over til Dansk Folkeparti. Ligesom mange andre, bl.a. direktør Lars Kolind, mener Niels Due Jensen, at regeringens samarbejde med DF direkte står i vejen for, at integrationen skal lykkes, og dermed for at velfærdssamfundet kan bevares.

På den internationale scene slipper iagttagerne af Danmark os ikke med øjnene. Flere store, liberale medier beskriver nu, hvordan situationen for indvandrere og danskere med udenlandsk baggrund er i Danmark, og hvem der er den hovedansvarlige, det ekstreme højre repræsenteret ved Dansk Folkeparti. At Danmarks omdømme som det åbne og tolerante land er væk, konstaterede det velrenommerede, tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel med ordene: "Legoland ist abgebrannt" – Legoland er brændt ned.

Med massiv kritik både indefra og udefra bliver det ikke let at give Danmark et andet omdømme i verden, som Anders Fogh forestiller sig med sin imagekampagne. Det kan godt være, at der skal lidt mere til…

I sidste uge kom det frem, at flere mindre sygehuse behandler kræftpatienter, selvom Sundhedsstyrelsen har anbefalet, at patienterne sendes videre til de større sygehuse, hvor ekspertisen ligger. Dette har bl.a. været tilfældet for en række brystkræftpatienter fra Bornholm, som fik fjernet deres bryst som en del af behandlingen på Bornholms Sygehus. Var de blevet henvist til Rigshospitalet, som Sundhedsstyrelsen havde anbefalet, havde de sandsynligvis kunnet bevare deres bryst, idet kirurgerne dér er større eksperter i at operere for brystkræft. Det bringer mig frem til en af mine grundholdninger på sundhedsområdet: Efter min mening bør Danmark have få store hospitaler. Hér skal al ekspertisen ligge i forhold til de alvorlige sygdomme som f.eks. hjerte-kar-sygdomme, kræft, diabetes, muskelsvind, sclerose mm. Udover behandling skal de store hospitaler også stå for uddannelse af specialister og sundhedspersonale i det hele taget, men noget af det vigtigste er, at ekspertisen bliver samlet. Ved siden af skal vi have en række behandlingscentre, som skal tage sig af de mindre alvorlige lidelser. Det kan f.eks. være "reparerende" operationer på folk, der har brækket en hånd, brækket næsen eller skal have ordnet åreknuder. Det er ikke muligt for de små sygehuse at opretholde samme videnskabeligt høje niveau som de store, og det går ud over patienterne, som kan sætte livet på spil, fordi de ikke har fået den bedste behandling, der findes i Danmark.

Sidste lørdag var jeg inviteret til at deltage i årsmødet i foreningen "Retten til liv", en forening af abortmodstandere. "Retten til liv" var i begyndelsen af året i medierne, fordi den har turneret rundt til kristne friskoler og vist billeder af iturevne fostre til børn og unge i et forsøg på at skræmme dem fra at få abort. Samtidig udråber man kvinder, der får en abort, til naziforbrydere, idet man sammenligner den fri abort med holocaust. Det var med disse frastødende metoder i baghovedet, at jeg havde forestillet mig et voldsomt sammenstød, da jeg mødte op som taler, men heldigvis var ingen af de allermest rabiate mødt op, så vi andre kunne få en fornuftig debat. Ikke at vi blev enige, men vi talte sammen.

Først bragede de igennem på forsiden af aviserne med, at de ville give lesbiske og enlige ret til kunstig befrugtning i det offentlige system, og så trak de den tilbage igen. Gruppen af Venstre-folk, anført af Jørgen Vinther, begik troværdighedsselvmord, da de lovede guld og grønne skove og så ikke ville alligevel – eller blev de banket på plads fra oven…? I hvert fald blev enden på det, at Venstre ikke vil være med til at fjerne diskriminationen af en gruppe borgere i Danmark, som har pligter – f.eks. til at betale skat – men som ikke har samme ret som andre, baseret på deres seksuelle orientering alene. Til gengæld kan man glæde sig over, at de Radikale for alvor er kommet til fornuft. De har hele tiden været af den holdning, at lesbiske og enlige skulle have adgang til kunstig befrugtning i det offentlige (dvs. af en læge, for i det offentlige er det altid en læge, der står for behandlingen), men de Radikale mente, at der skulle være brugerbetaling. Nu lader det til, at de har besluttet at tilslutte sig SF’s forslag om fuldstændigt at fjerne diskriminationen. Det betyder dog ikke, at forslaget kan vedtages i folketinget – regeringen og Dansk Folkeparti vil stemme imod.

I forrige uge diskuterede vi rygning i folketingssalen. Jeg havde fremlagt et forslag om at garantere alle retten til ren luft – dvs. et forbud mod rygning på alle offentlige indendørs steder. Forslaget garanterede samtidig også gratis rygetilbud til alle, der ønskede at holde op. Forslaget blev udmærket modtaget af de andre partier i salen, for alle ved, hvor alvorlig en sundhedsrisiko passiv – og aktiv – rygning er, men derfra og til at forestille sig, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti tør være progressive og gøre sig fri af skorstenene Langballe og Krarup fra DF, tja, det er vist for tidligt at håbe på. Også selvom alle eksperter, inklusive Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, siger, at det er på tide at sætte ind der, hvor ét eneste forbud kan få en fantastisk virkning – både for den enkelte og for de offentlige sundhedsudgifter.

Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har selv netop fremlagt regeringens forslag til en rygepolitik, men den er en udvandet udgave af det, jeg gerne ser gennemført, for den lader det private erhvervsliv selv bestemme sin egen rygepolitik og indfører kun forbud på de offentlige arbejdspladser. Det betyder reelt, at regeringen lader ikke-rygerne på de private arbejdspladser i stikken, for de kan ikke med loven i hånden kræve røgfrihed på arbejdet, men er afhængige af, hvad man kan blive enig med ledelsen om. Det er forkert, for det efterlader aben – eller skoddet! – hos ikkerygeren. Jeg mener, at vi må gå skarpere til værks og lave et total-forbud. Det har man gode erfaringer med i andre lande.

For nylig kom en undersøgelse foretaget af British Council, som viste, at det engelske sprogs status som verdenssprog er godt i gang med at blive udfordret af både arabisk, spansk og ikke mindst kinesisk, som tales af knap 20 procent af verdens befolkning. Det bør få os til at tænke på, at vi her i landet har mange børn, der – udover dansk – taler andre fremmedsprog flydende. Hvorfor gør vi ikke mere for at styrke og bruge deres sproglige evner? Jeg mener, at vi bør styrke modersmålsundervisningen, så børnene reelt bliver lige så gode til deres andet modersmål, som de er til dansk. I stedet for at opfatte børnenes tosprogethed som et problem, skal vi opfatte den som en styrke, for her er jo børn, som virkelig lever op til det, globaliseringen kræver og erhvervslivet efterspørger; danskere der sprogligt og kulturelt kan begå sig i andre dele af verden.

26/4: SFOF-arrangement: Danmark efter Muhammed-krisen

13. maj: Islamofobi-konference i København

Islam Channel, en stor engelsk-sproget tv-kanal som sender til Europa og Nordafrika, har inviteret mig til at tale på den internationale konference, som afholdes i Bella Center i København. Konferencens formål er at give plads til en international dialog mellem medier, muslimer og ikke-muslimer om Muhammed-tegningerne og give et mere nuanceret billede af islam. Samtidig vil konferencen opfordre til større respekt og forståelse mellem religioner. Arrangørerne regner med 5.000 deltagere på konferencen, som vil blive sendt til millioner af seere.